Royal Greenland introducerer plastikfri emballage til rejer

Når man fremover køber Royal Greenlands pakker med 5 kilo rejer, så kommer de i emballage, der både er fri for plastik og FSC-certificeret.
Reduktion af plastik i fødevareemballage har længe været en prioritet for mange virksomheder. Hos Royal Greenland har de allerede lanceret en plastikfri emballage til blandt andet produkter med torsk og helleflynder, og nu introducerer virksomheden ligeledes en ny emballage til deres pakker med 5 kilo rejer. Det oplyser Royal Greenland i en pressemeddelelse.
Den nye rejeemballage er lavet af hårdt presset FSC-certificeret pap og er desuden helt fri for PE (polyethylen)-belægning, men vejen til den nye indpakning har været en teknisk svær udfordring. Emballagen skal nemlig opfylde strenge krav til blandt andet holdbarhed og vandtæthed under eksempelvis frysning og transport.
"Dette projekt viser vores dedikation til ansvarlig praksis. Et tæt samarbejde med Stok Poortuut og Schur Pack Denmark gjorde det muligt for os at udvikle emballageløsninger, der reducerer plastikforbruget betydeligt, samtidig med at de højeste standarder for kvalitet og sikkerhed opretholdes," lyder det fra Michael Hvidberg fra Royal Greenland, der har stået i spidsen for udviklingen af den nye emballage.
Initiativet med den nye emballage understøtter Royal Greenlands mål om at reducere deres miljømæssige fodaftryk.