Gigantprojekt i Hirtshals: 600 000 tons sten skal bruges til ny vestmole

Aarsleff står foran en kæmpeopgave, når Hirtshals Havn skal have en ny, 728 meter lang vestmole til godt 560 millioner kroner.

Aarsleff forbereder en omfattende udvidelse af Hirtshals Havn. En ny vestmole skal forbedre besejlingsforholdene og beskytte havnen mod Nordsøens kraftige bølger.

Offentliggjort

Omkring 600 000 tons sten og 3 500 massive betonelementer skal bruges til at bygge en ny vestmole ved Hirtshals Havn. Entreprenørkoncernen Aarsleff har offentliggjort nye detaljer om det omfattende anlægsprojekt, der har en kontraktværdi på godt 560 millioner kroner.

Den nye mole bliver 728 meter lang og skal strække sig ud på omkring 12 meters vanddybde. Projektet er første etape af havneudvidelsen Nordhavnen og skal skabe mere stabile og sikre besejlingsforhold for skibe og færger.

Enorme sten fra Norge og Sverige

Næsten 500.000 tons sten skal fragtes til Hirtshals fra stenbrud i Norge og Sverige. De største dæksten kommer til at veje op mod 24 tons.

Molens yderside skal desuden beskyttes af omkring 3.500 specialfremstillede betonelementer, såkaldte Cubipods, som hver vejer enten 26 eller 30 tons. Elementerne produceres på Aarsleffs betonfabrik i Polen og transporteres derefter til Hirtshals.

Dele af den eksisterende vestmole skal samtidig fjernes, så materialerne kan genanvendes i den nye konstruktion.

Nordsøens bølger bestemmer tempoet

Anlægsarbejdet forventes at begynde i foråret 2027 og være afsluttet i 2029 eller 2030. Arbejdet på selve molen skal hovedsageligt foregå fra marts eller april til oktober. Om vinteren må arbejdet indstilles på grund af de barske vejrforhold i Nordsøen.

Hjørring Byråd har godkendt en kommunal lånegaranti på 740 millioner kroner. Hirtshals Havn finansierer selv projektet gennem lån og står for tilbagebetalingen.

Den nye vestmole skal skabe mere læ ved havneindsejlingen, forbedre sikkerheden og gøre skibstrafikken mere stabil – også når Nordsøen viser tænder.

Powered by Labrador CMS