Bestyrelsesmedlem trækker sig fra Royal Greenland

Janne Moltke-Leth nåede at være bestyrelsesmedlem i Royal Greenland i et enkelt år.

Administrerende direktør hos auktionshuset Bruun Rasmussen, Janne Moltke-Leth, har efter blot et år i bestyrelsen hos Royal Greenland valgt at trække sig fra posten.

Efter blot et enkelt år som bestyrelsesmedlem hos Royal Greenland har Janne Moltke-Leth valgt at trække sig fra posten. Det oplyser den grønlandske virksomhed i en pressemeddelelse.

Janne Moltke-Leth, der ligeledes er administrerende direktør hos auktionshuset Bruun Rasmussen, blev indlemmet i Royal Greenlands bestyrelse i maj 2024, men valgte efter eget ønske at træde ud igen, da virksomheden den 15. maj 2025 afholdt sin årlige generalforsamling.

"Det har været en absolut fornøjelse og en meget stor ære at være en del af Royal Greenlands bestyrelse. Jeg er overbevist om, at organisationen er på vej i en god retning, og derfor er det også med ro i maven, at jeg nu takker af," lyder det fra Janne Moltke-Leth.

Et år med store forandringer

Selvom det blot blev til 12 måneder på posten, så har Janne Moltke-Leth alligevel været en del af Royal Greenland i et foranderligt år, der har været præget af store beslutninger og forandringer i virksomheden - blandt andet med beslutningen om at samle ledelseskraften i Nuuk og at fokusere på kernemarkeder og arter.

"Jeg vil gerne takke Janne for hendes dedikerede indsats for Royal Greenland. Hun har i en omskiftelig tid bidraget til, at Grønlands største virksomhed også i fremtiden står stærkt og fortsat er solidt forankret i Grønland og det grønlandske folk," siger bestyrelsesformand i Royal Greenland, Maliina Abelsen.

Janne Moltke-Leth har tidligere arbejdet som kommerciel direktør i Københavns Lufthavn, ligesom hun har været medlem af bestyrelsen i Sydbank A/S og Duni AB.

Powered by Labrador CMS