Nye regler om fiskeri af hummere er trådt i kraft

En ny bekendtgørelse fra Landbrugs- og Fiskeristyrelsen om erhvervsmæssigt og rekreativt fiskeri af hummere er trådt i kraft.
Det følger af hummerbekendtgørelsen, at der gælder et krav om, at erhvervsfiskere og bierhvervsfiskere kun må fange hummer, hvis man har tilladelse her til.
Det har efterfølgende vist sig, at der er behov for præciseringer af bekendtgørelsen i forhold til de krav, som stilles til ansøgning og tilladelse til erhvervsmæssigt hummerfiskeri. Dette indebærer, at bekendtgørelsen vil blive genudstedt. Der gælder derfor en vejledningsperiode for kravet om tilladelse. Det betyder, at du som erhvervs- og bierhvervsfisker ikke skal ansøge før end en ny bekendtgørelse er udstedt.
I forhold til rekreativt fiskeri indebærer bekendtgørelsen, at hver fisker højst må lande fem hummere pr. dag, og at det ikke er tilladt at opbevare levende hummere i saltvand efter endt fiskeri.
Ud over vejledningsperioden for kravet om tilladelse, gælder bekendtgørelsen i sin helhed, indtil en ny bekendtgørelse bliver udstedt.