Klar til forhandlinger:

Miljøministeren vil forbyde udledningen af scrubbervand

Udledningen af røggasvand er en markant kilde til miljøfarlige stoffer i havmiljøet, og op mod 20 procent af udledningen af nikkel til havet kommer fra scrubbervand. Derfor har miljøminister Magnus Heunicke nu indkaldt Folketingets partier til forhandlinger om et forbud.

Danmark til det land i verden, hvor der udledes den sjettestørste mængde scrubbervand, og det skal der sættes en stoppe for. Sådan lyder det fra miljøminister Magnus Heunicke, som er klar til at forhandle om et forbud i dansk farvand. Det skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse.

Nye tal fra Miljøstyrelsen viser, at udledningen af scrubbervand fra skibe er en væsentlig kilde til flere af de tungmetaller og tjærestoffer som forurener havmiljøet.

Skibe bruger scrubbere for at rense røggassen for svovl ved at vaske røgen for herefter at udlede scrubbervandet direkte til havet, men det har medvirket til, at der er for høje niveauer af en række tungmetaller og tjærestoffer som bly, cadmium, anthracen og benz(a)pyren i havmiljøet, og beregninger fra Miljøstyrelsen viser, at op mod 20 procent af udledningen af nikkel og 7 procent af udledningen af anthracen kommer fra scrubbervand.

Det er særligt, når tungmetallerne havner i fisk og skaldyr til konsum, at det i større mængder kan give alvorlige negative effekter for mennesker. Eksempelvis kan for høje mængder af bly påvirke centralnervesystemets udvikling, herunder evnen til at lære og huske, ligesom cadmium kan påvirke nyrernes funktion.

"Når der udledes tungmetaller og tjærestoffer til vores havmiljø, forsvinder de stort set ikke og forbliver i konstant cirkulation i havet. Stofferne ophobes på havbunden og i havets fødekæder, og det er dybt bekymrende for vores havmiljø og vores sundhed. Det er vi nødt til at finde en langsigtet løsning på," lyder det fra miljøminister Magnus Heunicke i en pressemeddelelse.

Sådan påvirker scrubbervand havmiljøet.

International Council on Clean Transportation estimerede i 2020, at der udledes 68 millioner tons scrubbervand indeholdende tungmetaller og tjærestoffer indenfor 22 kilometer fra kysten i Danmark. Det gør Danmark til det land i verden, hvor der udledes den sjettestørste mængde.

Derudover viser en ny analyse fra NIVA Danmark om det samlede menneskelige pres på de danske havområder, at miljøfarlige stoffer er den tredjestørste presfaktor for havmiljøet.

Miljøministeren har nu indkaldt Folketingets partier til forhandlinger om hvordan udledningen af scrubbervand kan forbydes. Ministeren vil blandt andet præsentere partierne for konkrete modeller for mulige lovændringer.

Powered by Labrador CMS