19.000 havvindmøller på vej: Fiskere frygter at miste vigtige områder i Nordsøen
Op mod 19.000 havvindmøller kan komme til at optage 11 procent af Nordsøen. Fiskeriet advarer om konsekvenser for både havmiljøet, erhvervsfiskeriet og kystsamfundene.
Udbygningen af havvind i Nordsøen kan blive så omfattende, at mere end 19.000 havvindmøller kan komme til at optage omkring 11 procent af Nordsøens areal.
Det fremgår af et nyt positionspapir fra Northern Fishing Alliance, NFA, der samler fiskeriorganisationer fra EU, Storbritannien og Norge. Organisationen advarer om, at den grønne omstilling kan få store konsekvenser for både fiskeriet og de marine økosystemer.
Kenn Skau Fischer, direktør i Danmarks Fiskeriforening, understreger, at fiskeriet på ingen måde er imod havvind.
– Vi skal have grøn omstilling. Vindmøller og havvindmølleparker er en del af den grønne omstilling. Men vi kan ikke leve af strøm alene. Derfor skal der i den forventede udvikling også tages hensyn til de marine økosystemer, erhvervsfiskeriet og kystsamfundene, når eksempelvis havvindmølleparker skal placeres, skriver han på LinkedIn.
Frygter tab af fiskepladser
Nordsølandene har en fælles ambition om 300 GW havvindkapacitet i 2050, og mellem 2031 og 2040 er målet at kunne installere op til 15 GW om året.
Ifølge NFA kan udviklingen betyde, at fiskerne mister adgang til traditionelle og produktive fiskepladser. Længere sejladser kan samtidig øge brændstofforbruget og konkurrencen om de områder, hvor der fortsat kan fiskes.
Kenn Skau Fischer mener dog, at havvind og fiskeri kan eksistere side om side:
– Der er plads til havvindmølleparkerne og et fortsat fiskeri. Fiskeriet rundt om Nordsøen anerkender behovet for den grønne omstilling og den rolle, som ORE spiller. Men omstillingen må ikke ske med uforholdsmæssige omkostninger for økosystemer, fiskeri og kystsamfund, skriver han.
Havmiljøet kan også blive påvirket
NFA peger samtidig på mulige biologiske konsekvenser. Ifølge positionspapiret viser modeller, at en omfattende udbygning af havvind kan reducere strømhastighederne lokalt og regionalt med op til 20 procent.
Havvindmøller kan desuden påvirke opblandingen i vandsøjlen, transporten af næringsstoffer og tidspunktet for planktonopblomstringen. Det kan få konsekvenser længere oppe i fødekæden og dermed også påvirke kommercielt vigtige fiskearter.
Fundamenterne kan på den anden side fungere som kunstige rev og skabe nye levesteder. Effekten kan derfor være positiv for nogle arter og negativ for andre.
Kræver fiskerne med fra starten
NFA ønsker, at fiskeriet bliver inddraget tidligt og løbende i planlægningen. Organisationen kræver samtidig, at vigtige fiskepladser samt gyde- og opvækstområder beskyttes, og at de samlede konsekvenser af de mange havvindprojekter vurderes på tværs af hele Nordsøen.
NFA ønsker desuden, at omkostningerne ved miljøpåvirkninger fra havvind bæres af den industri, der skaber dem. Dermed skal fiskerne undgå både at miste adgang til fiskepladser og efterfølgende blive ramt af yderligere restriktioner.
Kenn Skau Fischer sammenfatter budskabet således:
– Vi skal ikke vælge mellem grøn energi og fiskeri, men sikre plads til begge aktiviteter, så vi kan få både sunde fødevarer og grøn energi.