Danmarks næststørste fiskerihavn præsenterer rekordregnskab
Foto: Thyborøn Havn
Havnen i Thyborøn satte i 2023 omsætningsrekord, ligesom der var fremgang for fiskeriet, som målt på værdien af landede fisk fortsat er landets næststørste fiskerihavn.
Relaterede nyheder
Thyborøn Havn
Med jysk beskedenhed kan man vist godt sige, at det går ganske udmærket for Thyborøn Havn. I det netop aflagte årsregnskab for 2023 blev der nemlig sat en ny omsætningsrekord på 53,25 millioner kroner, hvilket er det bedste resultat i hele havnens historie.
Selvom fiskeriet ikke nåede niveauerne fra de store år i 2016-2019, så blev det dog alligevel et godt år for havnen, hvor der blev landet fisk for i alt 757,7 millioner kroner. Et tal der er betydeligt bedre end 2022 og samtidig giver Thyborøn Havn en placering som den andenstørste fiskerihavn i Danmark målt på værdien af den landede fisk.
Positivt resultat efter store investeringer
Med resultatet for 2023 fortsætter Thyborøn Havn sit høje aktivitetsniveau, og det står klart, at de senere års store investeringer giver værdi for havnens kunder og skaber både omsætning og arbejdspladser i Vestjylland.
I de senere år er der nemlig investeret større millionbeløb i forbedring af arbejdsforholdene både omkring fiskeauktionen, ved fiskemelsfabrikken TripleNine A/S og ved skibsværfterne i Vestre Inderhavn. Et komplet sværgodskajanlæg blev anlagt i 2016 til offshore-vind-projekter i Sydhavnen, og senest er der foretaget en uddybning af Thyborøn Kanal, anlagt 170.000 nye kvadratmeter kajnært oplagringsareal og endnu en kaj på 220 meter er for nyligt også kommet til i Sydhavnen.