Millionoverskud på vestjysk fiskerihavn

Hvide Sande Havn kunne i 2024 notere et overskud på 5,6 millioner kroner samt den næsthøjekse omsætning i havnens historie.

Det går godt for fiskerihavnen i Hvide Sande. Havnen her nemlig netop præsenteret sit regnskab for 2024, der foruden et overskud på 5,6 millioner kroner ligeledes kunne notere en omsætning på hele 45,4 millioner kroner. Faktisk er det den næsthøjeste omsætning i havnens historie, og egenkapitalen har nu passeret 100 millioner kroner. Det oplyser Hvide Sande Havn i en pressemeddelelse.

"Jeg er glad for det fine regnskabsresultat, men jeg er næsten endnu mere glad for, at vi kan holde omsætningen på de fleste forretningsområder. For mig er det vigtigt, at der er plads og mulighed for mange forskellige typer aktiviteter, og både fiskeri og havvind har været i en god gænge i 2024, ligesom udlejning af arealer til turisme-aktiviteter er støt stigende, ikke mindst fordi Langsand-projektet er kommet så langt som det er," lyder det fra bestyrelsesformand for Hvide Sande Havn, Hans Schneider.

Også på havnens direktørkontor er der glæde over det positive resultat.

"I en tid, hvor andre havne har haft voldsomme udfordringer, er det godt, at der er ro om økonomien i Hvide Sande Havn. Nu gælder det om at bygge videre på de positive takter og udvikle Havnen, så den også er et stærkt aktiv for Hvide Sande i 2030'erne," siger havnedirektør Mogens Pedersen.

Regnskabet skal nu godkendes af Økonomiudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune, og det er forventningen, at det sker i løbet af maj.

Powered by Labrador CMS