109 millioner til kæmpe CO2-hub på nordjysk fiskerihavn

Foto: Hirtshals Havn

Fonden for Retfærdig Omstilling vil støtte planerne om at gøre Hirtshals Havn til Nordeuropas største knudepunkt for lagring og udskibning af CO2 til tomme olie- og gasfelter i Nordsøen med 109 millioner kroner.

Publisert Sist oppdatert

Etableringen af Nordeuropas største CO2-hub på Hirtshals Havn er rykket et stort skridt nærmere, efter at EU-fonden Fonden for Retfærdig Omstilling har valgt at støtte projektet med 109 millioner kroner. Det oplyser den nordjyske havn i en pressemeddelelse.

Midlerne fra fonden betyder, at lagring og udskibning af cirka 500.000 tons CO2 kan begynde allerede fra 2025 eller 2026, men på sigt er potentialet væsentligt større. Konsortiet Greenport Scandinavia, som Hirtshals Havn er en del af, forventer nemlig, at mængden kan stige til cirka 3 millioner tons CO2 i 2029, hvis der etableres rørinfrastruktur til transport af CO2 til Hirtshals Havn – og hvis det derudover lykkes at integrere dansk og europæisk infrastruktur, stiger potentialet eksplosivt til mindst 15 millioner tons CO2 i begyndelsen af 2030’erne.

“Vi er naturligvis glade for, at Fonden for Retfærdig Omstilling prioriterer at støtte det ambitiøse projekt, som skal gøre Hirtshals Havn til et af de vigtigste omdrejningspunkter for lagring og udskibning af CO2 i Europa. Støtten betyder, at vi blandt andet kan komme i gang med at etablere de anlæg, der er behov for. Vi ser støtten som et bevis på, at vi arbejder med et enestående projekt, som kan bidrage til at løse de enorme klimaudfordringer, som verden står over for,” lyder det fra direktør på Hirtshals Havn, Per Holm Nørgaard.

Det er Greenport Scandinavia, som er et partnerskab bestående af INEOS Energy, Wintershall Dea, Evida, Biocarb Solution, Hirtshals Havn, Aalborg Portland, Greenport North, EUC Nord, Hydrogen Valley og Energy Cluster Denmark, der modtager støttemidlerne til etablering af CCUS-projektet (Carbon Capture, Utilization and Storage).

Etableringen af en CO2-hub på Hirtshals Havn indebærer, at CO2 transporteres til Hirtshals Havn, hvor det lagres, indtil det udskibes til Greensand-området i den danske del af Nordsøen, hvor CO2´en pumpes ned i de tomme olie- og gasfelter, hvor det lagres permanent.
Den metode anses for at være særdeles effektiv, da netop lagring af CO2 er en væsentlig del af løsningen på klimaudfordringerne.

Takket været støtte fra Fonden for Retfærdig Omstilling kan Hirtshals Havn og de øvrige partnere i Greenport Scandinavia nu gå i gang med blandt andet planlægningen af de fysiske anlæg, der skal etableres på havnen.

Powered by Labrador CMS