Carsoe leverer fabrikslinje til ny canadisk fisketrawler

Carsoe er valgt som leverandør af en fabrikslinje til Qikiqtaaluk Fisheries Corporations hidtil største fabrikstrawler, Saputi II.

Danske Carsoe, der er en af verdens førende aktører inden for procesanlæg til forarbejdning af seafood, er valgt til at levere og installere en fabrikslinje til en stor canadisk nybygning.

Publisert

Canadiske Qikiqtaaluk Fisheries Corporation (QFC) offentliggjorde i oktober bestillingen af deres hidtil største fabrikstrawler, Saputi II, og nu står det så klar, at danske Carsoe er udvalgt til at installere en avanceret produktionslinje ombord. Det oplyser den Aalborg-baserede virksomhed i en pressemeddelelse.

Saputi II, der får en længde på 79 meter og en bredde på 17 meter, vil blive udstyret med en effektiv, miljøvenlig motor og er designet til at udnytte fangsten optimalt. Med en kapacitet på 750 ton rejer og 1.100 ton hellefisk, vil trawleren være forsynet med en topmoderne Carsoe produktionslinje til begge arter.

Hos Carsoe, der er en af verdens førende aktører inden for procesanlæg til forarbejdning af seafood, glæder man sig over udsigterne til at bidrage til projektet med den nye trawler.

"Saputi II bliver en topmoderne arktiske fisketrawler, og vi er stolte over at være valgt som partner til dette anlæg. Vores fabrikker er designet med henblik på maksimal effektivitet og udnytter automatiserede processer til at forøge udbyttet og lette arbejdsbyrden for besætningen. Dette samarbejde passer perfekt til vores kernekompetencer," lyder det fra CEO hos Carsoe, Hugo Dissing.

Carsoes fabrikslinje ombord på Saputi II skal være med til at sikre en høj produktkvalitet gennem avancerede proces- og fryseteknikker, som bevarer friskheden af fangsten, og fabrikken vil derfor blive udstyret med automatiske bifangstseparatorer, en rejesorterer og en avanceret kogelinje. Desuden omfatter den en komplet produktionslinje til hellefisk, hvilket giver mulighed for at skifte smidigt mellem forskellige produktionsmetoder.

Powered by Labrador CMS