Professor udpeget som ny institutdirektør hos DTU Aqua

Anna Rindorf et udpeget til ny institutdirektør for DTU Aqua.

Danmarks Tekniske Universitet har udpeget professor og sektionsleder Anna Rindorf til ny direktør for DTU Aqua.

Blå bog – Anna Rindorf

  • Ph.d. fra Københavns Universitet i 2004
  • Forsker hos Danmarks Fiskeriundersøgelser 2004-2007
  • Ansat på DTU Aqua siden 2007
  • Diplom i organisation og ledelse fra CBS i 2013
  • Sektionsleder for Sektion for Økosystembaseret forvaltning siden 2013
  • Udnævnt professor i Ecosystem Approach to Marine Management i 2020
  • Kilde: DTU 

Hun blev ansat som forsker på DTU Aqua i 2007 og er siden blevet udnævnt som først sektionsleder og siden professor, og fra 1. juli 2025 kan Anna Rindorf så sætte endnu en titel på CV'et, når hun tiltræder i rollen som ny institutdirektør hos DTU Aqua. Det oplyser Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i en pressemeddelelse.

At valget er faldet på lige netop professor Anna Rindorf, skylder både hendes den store faglige bredde og ledelsesmæssige erfaring, lyder det fra DTU’s rektor, Anders Bjarklev.

"I Anna Rindorf får DTU Aqua en leder med meget høje ambitioner for instituttets forskning, rådgivning og innovation. Anna Rindorf har samtidig evnerne til at realisere ambitionerne, og jeg glæder mig til at arbejde sammen med hende i hendes nye rolle," siger han.

Globalt og lokalt

Anna Rindorf bliver direktør for DTU Aqua på et tidspunkt, hvor omverdenens fokus på instituttets forskningsområder er stort, og netop den stigende interesse stiller krav.

"Der er lige nu en stor bevågenhed i befolkningen omkring, hvordan vi får størst mulig biodiversitet, mest mulig naturgenopretning og det bedst mulige erhverv i vores farvande. Det er store og vigtige spørgsmål, som vi skal være med til at besvare."

Og særligt de nære udfordringer fylder netop nu, hvor verden udenfor Danmarks grænser er præget af usikkerhed, siger Anna Rindorf.

"Det bliver vigtigt, at vi kan støtte op om lokal fødevareproduktion og lokal innovation, så vi kan vokse videre på trods af den meget usikre verden, vi har i øjeblikket," siger den nye institutdirektør.

Anna Rindorf kommer fra en stilling som professor og sektionsleder for Økosystembaseret Marin Forvaltning på DTU Aqua.

Powered by Labrador CMS