Fiskefartøj søges til at deltage i akustiktogt

Brisling.

DPPO og DTU Aqua søger ét fiskefartøj, som vil deltage i BEBRIS2-projektets akustiktogt i 7 sammenhængende togtdage samt én kalibreringsdag, i perioden fra den 01. juni til 30. juli i ICES-område 4 og underområde 3a.

Offentliggjort

Landbrugs- og Fiskeristyrelsen annoncerer dette projekt, da der er mulighed for at få tildelt ekstra årsmængder via projektet. Annonceringen sker ligeledes for at skabe mulighed for, at alle interesserede fiskere kan ansøge om tilladelse til at deltage i dette forsøgsfiskeri. Fartøjer skal opfylde en række krav for at komme i betragtning, jf. nedenfor.

Et akustiktogt målrettet brislingeforekomster skal gennemføres parallelt med det internationalt koordinerede ICES akustiktogt HERAS i Nordsøen i perioden uge 25-27. Præcise startdatoer, akustik kalibreringsdag og akustik-transekter for perioden aftales hurtigst muligt efter udvælgelse af fartøj. Der kan udelukkende fanges en mindre prøve af brisling til opmåling, og ikke til landing, under akustiktogtet.

Projektet gennemføres af DPPO og DTU Aqua, som ved udførelse af forsøget ønsker at teste anvendelse af videnskabelige akustikinstrumenter på fiskefartøj til estimering af brislingerekruttering og biomasse parallelt med ICES internationalt koordinerede akustiktogt HERAS. Ved akustiktogtet på fiskefartøjet fokuseres der på ekkolodsmålinger af brisling med videnskabeligt kalibrerede instrumenter samt små trawlfangster af de tætteste brislingeforekomster indenfor EU EEZ i Nordsøen.

Det deltagende fartøj vil blive tildelt brislingekvote med udgangspunkt i den charterpris, fartøjet oplyser samt de udgifter der er til DTU Aqua og DPPO i forbindelse af forsøget. Fartøjets oplyste charterpris vil blive rimelighedsvurderet og kvoten vil blive tildelt umiddelbart efter gennemførelse af forsøgsperioden.

Projektets formål og resultater

Projektets formål er at udvikle et målrettet Nordsø Brisling akustiktogt i samarbejde mellem fiskerierhvervet og DTU Aqua.

Forsøgsprojektet fokuserer på at udvikle et målrettet akustiktogt, som ideelt vil blive gennemført om sommeren umiddelbart før fiskeriet går i gang og derfor vil kunne levere et målrettet og troværdigt indeks for bestandsstørrelsen og dermed fiskerimulighederne.

Inspirationen for projektet her er det Norske tobis-akustiktogt. Det Norske akustiktogt er designet sådan at det norske havforskningsinstitut i maj måned i samarbejde med et kommercielt fartøj opmåler tobisbestandsstørrelsen og derudfra kommer med en revurdering af fiskerimulighederne. Ligesom tilfældet for det Norske tobis akustik togt vil selve togt-platformene blive et kommercielt fartøj med egnet akustik udrustning.

Togtet vil blive gennemført samtidig med det internationale HERAS togt. Projektet vil være centreret omkring dansk, tysk og hollandsk EEZ. Udover akustikopmålingerne vil der blive fisket i meget begrænset omfang og kun for at få mulighed for at evaluere størrelsesfordelingen af de fisk som ses på akustikken.

DTU Aqua vil deltage i fiskeriet med en til to ansatte på fartøjet til kalibrering af instrumenter, akustikopmåling og indsamling af videnskabelige prøver.

DTU Aqua og DPPO vil sammen med det udvalgte fartøj udarbejde en togt-plan og en forsøgsprotokol, som fartøjet skal følge.

Denne vil blive diskuteret med repræsentanter fra ICES HERAS og vil om nødvendigt blive tilrettet inden projektet påbegyndes.

Du kan læse mere om projektet, kravene til fartøjet samt hvordan man ansøger om at deltage på Landbrugs- og Fiskeristyrelsens hjemmeside her

Powered by Labrador CMS