Færøsk bundfiskeri slår rekord

Mens store dele af det færøske erhvervsliv kæmper med faldende indtjening, sejler bundfiskeriet mod strømmen.

Det færøske bundfiskeri seksdoblet resultatet. Samtidig falder indtjeningen i fiskeopdrættet med 18 procent, mens fiskeindustrien går frem.

Offentliggjort

Mens det færøske erhvervsliv mister indtjening, trodser bundfiskeriet nedturen med et historisk rekordresultat. På bare ét år er resultatet mere end seksdoblet fra 31 til 192 millioner kroner. 

Samtidig er lønudbetalingerne steget med 56 procent. Fremgangen står i skarp kontrast til fiskeopdrættet, hvor resultatet er faldet med 18 procent.

Det viser nye regnskabstal fra Hagstova Føroya, Færøernes Statistik, som blev offentliggjort i sidste uge.

Den markante fremgang afspejler sig også i lønudbetalingerne. De samlede udbetalte lønninger i bundfiskeriet steg med 56 procent sammenlignet med 2024.

Fiskeopdræt går tilbage

Mens bundfiskeriet satte rekord, gik udviklingen den modsatte vej i det færøske fiskeopdræt. Her faldt resultatet med 18 procent til 468 millioner kroner. Fiskeopdrættet havde dog fortsat det største resultat blandt fiskeri- og opdrætsgrenene.

Det pelagiske fiskeri leverede et resultat på 394 millioner kroner mod 389 millioner kroner året før. Det svarer til en fremgang på godt én procent.

Samlet faldt resultatet inden for landbrug, fiskeri og fiskeopdræt med 7,2 procent til 1,1 milliarder kroner.

Fiskeindustrien styrker indtjeningen

Også den færøske fiskeindustri havde fremgang i 2025.

Virksomheder inden for forarbejdning af fisk, skaldyr og bløddyr øgede deres samlede resultat fra 535 til 581 millioner kroner.

Fremstillingsindustrien som helhed opnåede et resultat på 700 millioner kroner, hvilket svarer til en stigning på ni procent.

Fremgangen i bundfiskeriet og fiskeindustrien står i kontrast til udviklingen i det samlede færøske erhvervsliv.

Her faldt resultatet for andet år i træk. I 2025 blev det samlede resultat reduceret med 11,2 procent til godt tre milliarder kroner.

Powered by Labrador CMS