Staten vil betale muslingefiskere for at droppe fiskeri

Muslingefartøjer i havnen i Nykøbing Mors i januar 2024. Faldende fangster, skærpede kvoter og økonomisk pres truer nu deres erhverv.

Faldende fangster, skærpede kvoter og økonomisk pres truer muslingefiskeriet i Limfjorden. Nu afsætter den danske stat 70 millioner kroner til ophugning af de fartøjer, der fisker muslinger.

Offentliggjort

Muslingefiskeriet i Limfjorden er under hårdt pres. Efter årtier med faldende fangster og stadig færre fiskerimuligheder vil den danske stat nu betale fiskere for at ophugge deres fartøjer og forlade erhvervet for bestandigt.

Miljøstyrelsen har sendt reglerne for en ny, frivillig ophugningsordning i høring. Der er afsat 70 millioner kroner, og styrelsen forventer omkring 50 ansøgninger. Ordningen skal efter planen træde i kraft den 1. december 2026.

Fra 100.000 ton til historisk lave fangster

Muslingefiskeriet har gennem årtier været et vigtigt erhverv omkring Limfjorden. I 1990'erne blev der årligt landet mellem 80.000 og 100.000 ton muslinger.

Siden er fangsterne faldet markant. I det seneste årti har de årlige landinger ligget under 20.000 ton.

Udviklingen har fået yderligere konsekvenser i år. For sæsonen 2026/27 er der indført en samlet kvote på blot 4.000 ton blåmuslinger uden for Natura 2000-områder.

Det svarer til en halvering i forhold til sidste sæsons landinger på omkring 8.000 ton blåmuslinger.

Fiskerne: Vi kan ikke leve af det

De stadig færre fiskerimuligheder har alvorlige økonomiske konsekvenser for flere fiskere.

– Vi kan ikke leve af det, sagde Svend Søe Bonde, muslingefisker og formand for Sillerslev Fiskeriforening, til TV Midtvest.

Også Danmarks Fiskeriforening advarer om konsekvenserne af de nye begrænsninger.

– Den her kvote kommer til at ramme hårdt, sagde foreningens direktør, Ole Lundberg Larsen, til Fiskeri Tidende i september.

Danmarks Fiskeriforening og Centralforeningen for Limfjorden har efterlyst bedre muligheder for at videreføre et mindre muslingefiskeri.

Hvis det ikke lykkes, ønsker organisationerne en afviklingsplan med fuld og fair erstatning for fartøjer og fiskerettigheder.

Staten vil betale for ophugning

Ifølge Miljøstyrelsens høringsbrev kan fiskere få dækket op til 100 procent af fartøjets værdi samt udgifterne til ophugning. Til gengæld skal fartøjets kapacitet, licenser og tilladelser fjernes permanent.

De 70 millioner kroner fra staten er ikke øremærket muslingefiskeriet i Limfjorden. Ordningen omfatter også visse fiskefartøjer i Kattegat, Bælthavet og den vestlige Østersø.

Ophugningsordningen er en del af den politiske fiskeriaftale fra juli 2025 og skal hjælpe erhvervet med at tilpasse sig færre fiskerimuligheder og faldende fangster.

Strid om fiskeriets fremtid

Mens det danske fiskeri efter musligner kæmper for bedre muligheder for at fortsætte, kræver miljøorganisationer endnu større beskyttelse af havbunden.

Danmarks Naturfredningsforening, WWF Verdensnaturfonden og Danmarks Sportsfiskerforbund har således argumenteret imod muslingeskrab i beskyttede havområder.

Den nye ophugningsordning kan give økonomisk pressede fiskere mulighed for at forlade erhvervet. Men den afgør ikke, hvor meget muslingefiskeri der fremover skal være plads til i Limfjorden.

Høringsfristen for den nye ophugningsordning for muslingefartøjer er sat til 1. november 2026.

Powered by Labrador CMS