Stærk fagprøve sikrer stor hæder til elev fra Grenaa Motorfabrik

Stærk fagprøve sikrer stor hæder til elev fra Grenaa Motorfabrik

Med en fagprøve fra øverste hylde har økonomielev Jeanette Feldballe fra Grenaa Motorfabrik sikret sig DI og HK Privats Fagprøvepris på Kontoruddannelsen, mens virksomheden er blevet kåret som Årets Uddannelsessted.

Publisert Sist oppdatert
Stærk fagprøve sikrer stor hæder til elev fra Grenaa Motorfabrik

Ingen opgave er for stor. Sådan kunne sloganet for Jeanette Feldballe være. Hun har for nylig afsluttet sin kontoruddannelse med specialet økonomi hos virksomheden Grenaa Motorfabrik, der arbejder med skibsmotorer og reparation af industri-, marine- og vindmøllegear.

Her blev hendes afsluttende fagprøve vurderet til at være så god, at hun i sidste uge blev hædret med DI og HK Privats Fagprøvepris på Kontoruddannelsen.

Jeanette Feldballes opgave har rod i hendes arbejde med at forberede sin arbejdsplads på de krav til virksomhedernes regnskabspraksis, der kommer fra 2024. Krav, der bunder i EU-lovgivning, og skal fremme den grønne omstilling.

“Jeanette Feldballe har med sin fagprøve kastet sig over et område, som spiller en stor og vigtig rolle på mange arbejdspladser i de her år. De nye regnskabskrav, der venter fra næste år, er en stor omstillingsopgave – ikke mindst for mindre virksomheder som Greenaa Motorfabrik. Her har Jeanette Feldballe som elev været nytænkende og ydet en kæmpeindsats, der kommer virksomheden til gavn. Det er godt gået,” lyder det fra uddannelsespolitiske konsulent hos HK Privat, Claus Agø Hansen.

Også hos Grenaa Motorfabrik er der stor tilfredshed med deres elev.

“Vi blev inviteret til at deltage i DI’s pilotprojektet ‘Klimaklar produktionsvirksomhed’ om indførelse af grønt regnskab i SMV’er. Efter et introduktionsmøde besluttede vi at deltage med Jeanette i rollen som udførende medarbejder. Hun fangede hurtigt tråden i opgaven og så, hvordan vi kunne indføre regnskabet på en relevant måde i vores virksomhed. Jeanette leverede et superflot stykke arbejde, som både vil hjælpe os med at arbejde aktivt med vores klimaaftryk, og at markedsføre os som en attraktiv partner for de kunder, som efterspørger ‘grønne data’ til deres egne regnskaber. Jeanette har arbejdet med stor interesse på projektet, og vi glæder os over at være med som forløbervirksomhed på dette vigtige område,” siger administrerende direktør hos Grenaa Motorfabrik, Ebbe Sørensen.

Med prisen følger også en anerkendelse til praktikstedet og prisen som Årets Uddannelsessted 2023 går til Grenaa Motorfabrik i Grenaa.

The post Stærk fagprøve sikrer stor hæder til elev fra Grenaa Motorfabrik first appeared on Maritime Direct.

Powered by Labrador CMS