Sømand scorer job på land – Her er Kalundborgs nye havneassistent
![Sømand scorer job på land – Her er Kalundborgs nye havneassistent Sømand scorer job på land – Her er Kalundborgs nye havneassistent](https://image.fiskerbladet.dk/1657436.webp?imageId=1657436&width=960&height=720&format=jpg)
Christian Koch Christiansen er ansat som ny havneassistent i driftsafdelingen hos Kalundborg Havn.
![Sømand scorer job på land – Her er Kalundborgs nye havneassistent Sømand scorer job på land – Her er Kalundborgs nye havneassistent](https://image.fiskerbladet.dk/1657436.webp?imageId=1657436&width=960&height=720&format=jpg)
De besøgende på Kalundborg Havn skal snart vænne sig til at hilse på et nyt ansigt. Den vestsjællandske havn har nemlig ansat Christian Koch Christiansen som ny havneassistent i driftsafdelingen. Det oplyser de på deres hjemmeside.
Christian Koch Christiansen er uddannet fra Marstal Navigationsskole og har været til søs i de sidste 15 år, heraf ni som styrmand, og han har blandt andet arbejdet inden for offshore-branchen, hvor han især har arbejdet på ROV-supportskibe.
Christian Koch Christiansen har ifølge havnen været med til mange spændende opgaver, men det kan nævnes, at han har været med til ammunitionsrydning i Østersøen, hvor opgaven var at finde ikke-eksploderede objekter fra 2. verdenskrig. Det skete i forbindelse med, at man skulle anlægge gasledningen Nord Stream 2.
Nu har Christian Koch Christiansen imidlertid besluttet sig for at gå i land – men stadig tilknyttet det blå Danmark – for at få mere tid til familien, og her faldt valget altså på et job på havnekontoret i Vestsjælland. Her skal han i tæt samarbejde med de andre havneassistenter koordinere de mange forskellige opgaver, der er i forbindelse med skibsanløb.
The post Sømand scorer job på land – Her er Kalundborgs nye havneassistent first appeared on Maritime Direct.