Scandlines ansætter ny fragtchef

Scandlines ansætter ny fragtchef

Vice President for Freight Sales Gerald Lefold overdrager den 1. februar 2024 ansvaret for Scandlines’ fragtforretning til Peter Leschly, der kommer til Scandlines med bred erfaring fra nogle af Danmarks største IT- og transportselskaber.

Offentliggjort Sidst opdateret
Scandlines ansætter ny fragtchef

Efter 30 år i rederiet, heraf 10 som fragtchef, går Gerald Lefold på pension. Til at overtage posten som fragtchef har Scandlines ansat Peter Leschly, der har erfaring fra blandt andet DSV, Maersk og IBM. Det oplyser rederiet i en pressemeddelelse.

Gerald Lefold startede som Line Manager Hansa Ferry i det daværende Deutsche Fährgesellschaft Ostsee (DFO), der i 1998 skiftede navn til Scandlines AG som følge af fusionen mellem DFO og Scandlines Danmark A/S. I de følgende år var han ansvarlig for de fragtbaserede ruter til Baltikum, Finland og Sverige. Efter en kort afstikker til Stena Line i 2012-2013 overtog han i 2014 ansvaret for Scandlines’ fragtforretning, der siden har oplevet en vækst på tæt på 50 procent. Nu giver han stafetten videre til Peter Leschly.

“Nye kræfter tager nu over på vores fragtdel, og jeg glæder mig meget til at byde Peter velkommen i Scandlines. Med vores nye emissionsfri fragtfærge og fokus på at gøre fragtkundernes rejse så let som overhovedet mulig er vi overbeviste om, at fragtdelen fortsat vil være afgørende for vores forretning. Gerald og hans team har de seneste mange år sikret en imponerende vækst i Scandlines’ fragtforretning. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Gerald for hans betydelige bidrag og mange år i Scandlines,” lyder det fra CEO hos Scandlines, Carsten Nørland.

Gerald Lefold fortsætter i Scandlines i en overgangsfase med henblik på at sikre den gode overdragelse af ansvarsområdet.

”Jeg kan se tilbage på mange spændende år og oplevelser i Scandlines og vil gerne takke hele mit team. Uden dem havde det ikke været muligt at levere de fantastiske resultater, vi har gjort de seneste mange år. Jeg går herfra med en klar overbevisning om, at denne succes vil fortsætte,” siger Gerald Lefold.

Foruden virket som leder af Freight Sales er Gerald Lefold administrerende direktør i Scandlines Deutschland GmbH og BorderShops sammen med Heiko Kähler. Ved Geralds pensionering overtager Heiko Kähler det fulde ansvar som administrerende direktør for de tyske selskaber.

The post Scandlines ansætter ny fragtchef first appeared on Maritime Direct.

Powered by Labrador CMS