Werner Larsson Fiskeeksport opfører nye faciliteter i Skagen Tørhavn

På omkring 8 uger har Werner Larsson Fiskeeksport A/S, fået opført en ny hal i Skagen Tørhavn. Foto: Skagen Havn
På omkring 8 uger har Werner Larsson Fiskeeksport A/S, fået opført en ny hal i Skagen Tørhavn.

Virksomheden Werner Larsson Fiskeeksport A/S har på ganske kort tid opført en ny hal i Skagen Tørhavn, som skal bruges til opbevaring af forarbejdede, krydrede brislinger.

Publisert Sist oppdatert

På omkring 8 uger, hvilket næsten må være rekordtid, har Werner Larsson Fiskeeksport A/S, fået opført en ny hal i Skagen Tørhavn. Det oplyser Skagen Havn i en pressemeddelelse.

Den nye hal – en såkaldt Rubbhall – er en isoleret teltbygning på 3000 kvadratmeter og den er cirka 15 procent bedre isoleret end en traditionel sandwich panelbygning. Hallen er egentligt et kølerum med temperaturer på mellem 0-5 grader celsius.

Werner Larsson Fiskeeksport A/S skal bruge hallen til opbevaring af forarbejdede, krydrede brislinger, der skal modnes i en periode på op til 3 måneder, inden de kan distribueres videre rundt til både de primære markeder Sverige, Holland, Belgien, Tyskland, Spanien og Danmark – og til resten af verden.

“Hele forløbet lige fra sagsbehandling og rådgivning fra kommunen og byggesagsbehandler til dialog med Skagen Havn, har været upåklagelig, og det er vi naturligvis meget glade for. Vi skal selv bruge omkring 2000 kvadratmeter til modningsprocessen af brislinger, og vi forventer at leje de resterende 1000 kvadratmeter ud,” lyder det fra direktør for Werner Larsson Fiskeeksport, Mads Larsson.

Nogle af fordelene ved en Rubbhall – foruden den hurtige opsætning – er, at den udover at kræve minimalt vedligehold også tåler al slags vejr. Desuden er den designet, produceret og monteret med høj fokus på sikkerhed og kvalitet, ligesom den ydermere er flytbar.

“Tilsyneladende har flere virksomheder tilknyttet Skagen havn, har haft behov for yderligere opbevaringskapacitet, som ikke har krævet kajnær placering og her har Skagen Tørhavn vist sig at være et fornuftigt forretningsområde. Ved Skagen Havn er vi godt tilpasse ved at kunne imødekomme den ekstra opbevaringskapacitet, som Werner Larsson Fiskeeksport har efterspurgt. Vi bestræber os på at gå efter gode og langtidsholdbare løsninger, som kommer Skagen Havns kunder til gode,” lyder det fra direktør for Skagen Havn, Willy B. Hansen, som er tæt på at kunne melde alle arealer i Skagen Tørhavn udlejet.

Direktør for Werner Larsson Fiskeeksport, Mads Larsson (t.v.) og direktør for Skagen Havn, Willy B. Hansen.
Direktør for Werner Larsson Fiskeeksport, Mads Larsson (t.v.) og direktør for Skagen Havn, Willy B. Hansen.
Powered by Labrador CMS