Tid til serviceeftersyn af den europæiske fiskerilovgivning

I mit hoved er den eneste måde, man som politiker kan få en forståelse for, hvad der virker, og hvad der skal ændres, at komme ud i virkeligheden, møde de danske fiskere og blive klogere på udfordringerne i deres hverdag. Jeg lever efter devisen ‘regler skal laves fra virkeligheden. Ikke fra et skrivebord.’

Sidste år var jeg i årets første dage på en jomfrutur rundt blandt de danske fiskere og i de danske havne, på besøg hos forarbejdningsindustrien, og i det hele taget i det dyrebare miljø vi har i og rundt om det danske fiskeri. Jeg brugte resten af året på at besøge de danske fiskeriforeninger til generalforsamlinger og ved andre lejligheder, hvor jeg var så heldig at blive inviteret med. Og bundærligt; det har i allerhøjeste grad været med til at klæde mig på til at varetage mit parlamentariske arbejde i EU.

Det var der brug for. Mest af alt fordi det hurtigt gik op for mig, at landbrug og fiskeri deler mange udfordringer: Der er alt for mange regler, for meget bureaukrati, overvågning og mistillid i den europæiske fiskerilovgivning. Derfor skal vi have et serviceeftersyn, så vi kan få ændret de tendenser. Det gælder flere steder. Men lad mig komme med et par eksempler:

ICES-rådgivning: Det er selvfølgelig godt, at man bygger eksempelvis kvotefastsættelse på videnskabelig rådgivning. Men udfordringen opstår, når rådgivningen peger i fiskernes retning, og Kommissionen så vælger lejlighedsvis ikke at følge de videnskabelige anbefalinger, fordi det ikke passer ind i deres forestilling om virkeligheden.

Et trist eksempel var i december, hvor Kommissionen fremsatte et forslag på kvoten for tunge i Skagerrak/Kattegat på langt under, hvad den videnskabelige rådgivning anbefalede. Det var helt på månen. Heldigvis lykkedes vi med at få ændret det hovedløse forslag. Set fra min stol er det et udtryk for en trist tendens, når Kommissionen på den måde tager hovedet af og spiller bold med det. Det er vores fødevareforsyningssikkerhed, de gambler med.

Et andet eksempel er Storbritannien, hvor man for nylig truede med at lukke tobisfiskeriet i britisk farvand. Det er direkte imod vores handels- og samarbejdsaftale, og i øvrigt ikke i overensstemmelse med ICES-rådgivningen. Vi fik afværget første bølge. Men der bliver brug for at trække på de tungeste forhandlingskapitaler, når aftalen skal genforhandles i 2026. Her er jeg klar til at bruge adgangen til det indre marked.

Det gælder også fiskeriaftalen med Norge. Her er vi nødt til at bruge de muligheder, vi har til rådighed. Jeg glæder mig over, at gode kræfter er lykkedes med at lande en hurtig aftale denne gang. Men sidste år, hvor fiskeriet stod stille langt ind i det nye år, er et skræmmende eksempel på, hvad der kan ske, hvis ikke vi står fast. Sammen.

Internt i EU har vi også udfordringer, der truer fiskeriet. Der findes nogle kræfter, der mener, at det er vigtigere at bevare arter som eksempelvis sæl og skarv frem for det livsvigtige fødevareerhverv. For mig er prioriteringen klar: Selvfølgelig skal vi redde klimaet. Men der er munde, der skal mættes. Og det er ikke hverken sæl- eller skarvmunde, jeg tænker på. Derfor har jeg arbejdet benhårdt på, at vi kan få genåbnet EU’s Habitatsdirektiv, der totalfreder den slags arter. For vi skal have muligheden for at regulere både sæl og skarv. Gerne så tæt på 0 som muligt i Danmark.

Skarven mæsker sig helt uhæmmet i danske ål og er på ingen måde kvotebelagt. Det er helt skævt. For de danske fiskere nægtes muligheden for at fiske ål, selvom jeg gang på gang hører, at der er masser af ål at fange. Her burde man nok også gå ICES efter i sømmene engang imellem.

Vigtigst af alt skal vi have fiskerne med på råd, når der laves lovgivningen omkring fiskeriet. Det har man i EU simpelthen ikke været dygtige nok til. Og det skræmmer mig, når jeg gang på gang hører fra fiskerne, at de skrivebordsregler, man har indført i EU, både direkte og indirekte truer deres liv. Det kan simpelthen ikke være meningen. I min bog kunne det have været undgået, hvis man i højere grad havde inddraget fiskerne i de politiske beslutninger. Det kæmper jeg for hver eneste dag i EU’s fiskeriudvalg. Og det håber jeg, at jeg også kan få muligheden efter valget i juni. Nu er jeg nemlig endnu bedre klædt på til at kæmpe den kamp i EU for og med de danske fiskere.

Hermed sender jeg stafetten videre til administrerende direktør hos FF Skagen, Johannes Palsson.