Derfor floppede kæmpe havvindudbud i Nordsøen

Det var en kombination af kraftigt stigende omkostninger og udsigt til lavere indtjeningsmuligheder på det danske elmarked, der gjorde, at der ikke blev afgivet bud på de 3 GW havvind i Nordsøen.

Der var lagt op til at de danske fiskere i Nordsøen inden for kort tid skulle dele farvandet med et storstilet havvindeventyr. Men da fristen for at byde på de første 3 GW af i alt 6 GW havvind udløb i december 2024 havde Energistyrelsen ikke modtaget bud på nogen af de tre udbudte havvindmølleparker i Nordsøen.

Efterfølgende er Energistyrelsen gået i dialog med markedet for at afdække, hvad der har fået aktørerne til at holde sig væk. Det oplyser Energistyrelsen i en pressemeddelelse.

Styrelsen har afholdt individuelle møder med i alt 17 aktører, der har bestået af et bredt udsnit af aktive opstillere og underleverandører, og har herudover modtaget skriftlige input fra en række selskaber, og aktørerne peger samstemmende på, at business casen ikke kunne hænge sammen på grund af en kombination af kraftigt stigende omkostninger og udsigt til lavere indtjeningsmuligheder på det danske elmarked. Hertil kommer, at særligt de markedsmæssige usikkerheder medfører forøgede risikopræmier og afkastkrav.

Resultatet af markedsdialogen vil nu indgå i det forberedende arbejde med henblik på at åbne nye udbud på 2-3 GW havvind.

Powered by Labrador CMS