Nationalt center skal gøre Sydjylland til grøn energimetropol

Konsortiet bag det sydjyske erhvervsfyrtårn vil gøre landsdelen til en grøn energimetropol på internationalt niveau. Foto: Jesper Voldgaard
Konsortiet bag det sydjyske erhvervsfyrtårn vil gøre landsdelen til en grøn energimetropol på internationalt niveau.

Stort offentlig-privat konsortium står bag ambitiøst fyrtårnsprojekt, der skal gøre Sydjylland til en international grøn energimetropol.

Publisert

Et nationalt center for grøn energi og sektorkobling skal være Sydjyllands mest markante bidrag til, at Danmark får en grønnere og mere bæredygtig energisektor og når sit klimamål i 2030. Sådan lyder planerne fra konsortiet bag det sydjyske erhvervsfyrtårn, som Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse nu støtter med 105,3 millioner kroner fra REACT-EU.

Bestyrelsen udmønter i alt 595 millioner kroner som opfølgning på anbefalingerne fra de regionale vækstteams. Med den politiske aftale En ny reformpakke for dansk økonomi har regeringen sammen med en række af Folketingets partier afsat yderligere 500 millioner kroner til at fremtidssikre danske styrkepositioner i de kommende år.

I foråret anbefalede det regionale vækstteam for Sydjylland regeringen at udvikle centret, der bygger på landsdelens styrkeposition inden for grøn energi. Nu går et bredt konsortium med offentlige aktører, virksomheder og videninstitutioner i gang med arbejdet. Dermed skabes fysiske rammer for udvikling, test og demonstration af fremtidens grønne teknologier, herunder i relation til Power2X og integrerede energisystemer.

“Fremtidens bæredygtige energisystem skal være fleksibelt og gå på tværs af sektorer, så vi udnytter energien bedst muligt. Produktion af grøn energi og sektorkobling er derfor afgørende redskaber, hvis vi senest i 2030 skal nå målet om 70 pct. reduktion af drivhusgasser. I Sydjylland står vi allerede stærkt på området. Derfor glæder jeg mig til, at vi nu kan komme i gang med at etablere det nationale center for grøn energi og sektorkobling i landsdelen,” siger administrerende direktør i Semco Maritime, Steen Brødbæk, der var formand for vækstteamet og nu deltager i konsortiet.

Bag erhvervsfyrtårnet står et stærkt og bredt konsortium af offentlige aktører og private virksomheder, som selv har en betydelig medfinansiering med ind i udviklingsarbejdet.

“Sektorkobling er en meget vigtig dagsorden for Danfoss. Vi har i Sydjylland en række virksomheder, der arbejder med konkrete løsninger på at udnytte produceret energi bedst muligt på tværs af eksisterende systemer. Løsningerne skal vise verden, hvordan vi kan reducere CO2 mest intelligent og omkostningseffektivt. Der er ingen tvivl om, at danske virksomheder har et kæmpe eksportpotentiale på området. Det glæder mig derfor, at vi med det nye center udbygger denne styrkeposition,” lyder det fra koncerndirektør for Danfoss’ regioner og deltager i konsortiet, Lars Tveen.

Udviklingen af det sydjyske erhvervsfyrtårn vidner om stort engagement. Med opbakning fra samtlige 13 kommuner i landsdelen og en lang række af Sydjyllands fremtrædende virksomheder blev komitéen for grøn energi- og sektorkobling etableret.

“Det er fantastisk, at hele landsdelen – kommuner, virksomheder og videninstitutioner – er gået ind i fyrtårnsprojektet skulder ved skulder. Nogle af landsdelens største virksomheder er med, og opbakningen fra både energisektoren og de lokale aktører er enestående. Og det brede engagement bliver afgørende, hvis vi skal nå vores klimamål,” siger Glenda Napier, direktør i Energy Cluster Denmark, som på vegne af komitéen har taget teten i etableringen af fyrtårnsprojektet.

Powered by Labrador CMS