Ukraine-krisen rammer også den maritime industri

Danske Maritime følger det russiske angreb på Ukraine med stor bekymring og følger udviklingen tæt. Herunder i relation til de sanktioner og effekter, som krisen vil afstedkomme.

Også den danske maritime industri vil blive påvirket af den meget alvorlige situation, fordi vi har samhandel med både Rusland og Ukraine. I 2019 eksporterede den maritime industri for trekvart milliard kroner til Rusland. Der foreligger ikke særskilte tal for Ukraine, men også på det marked er der handelsrelationer til såvel værfter som andre maritime virksomheder.
Derfor vil en række danske maritime virksomheder blive påvirket af den meget alvorlige situation og den destabilisering, som angrebet på Ukraine vil indebære. Samtidig giver situationen desværre også anledning til at overveje den danske sikkerhedspolitik – også i forhold til Søværnet.
”Først og fremmest går vores tanker til den ukrainske befolkning, som lige nu oplever en invasion. Jeg er rystet over den russiske opførsel, som er helt utilstedelig og vil få vidtrækkende konsekvenser. I relation til vores maritime industri vil en række virksomheder blive nødt til at drage konsekvensen af angrebet og tage deres relationer til Rusland op til revision. Kommer der en fuldgyldig embargo, vil vi forventeligt også blive udelukket på det russiske marked. Det kan medføre, at der fra den ene dag til den anden går en mur ned i forhold til russiske virksomheder, som vi ellers har et godt forhold til,” lyder det fra administrerende direktør i Danske Maritime, Jenny Braat.
“Hvad der sker i Ukraine, er lige nu umuligt at gennemskue, men jeg er sikker på, at branchen vil forsøge at bakke landet op i det omfang, det overhovedet er muligt, selv om det maritime i en større sammenhæng spiller en meget lille rolle. Der er ingen vindere i denne tragiske konflikt, hvor vi kun kan håbe på, at Rusland besinder sig, så vi undgår store civile tab og får gang i den diplomatiske dialog igen. Mere overordnet betragtet understreger situationen desværre den pointe, som Danske Maritime i mange år har været i dialog med Folketinget om – nemlig at vi skal sikre dansk forsyningssikkerhed og Søværnets kapacitet, så vi er rustet til konfliktfyldte situationer som denne. Men lige nu er det vigtigste fokus, hvordan Ukraines befolkning kommer igennem angrebet. Alt andet er sekundært,” siger Jenny Braat.
Udenrigsministeriet fraråder nu alle rejser til Ukraine og har hævet sikkerhedsniveauet i rejsevejledningen til rød, ligesom alle danskere i Ukraine opfordres til at forlade landet omgående. Det samme gælder en række områder i Rusland, som ligeledes anses for risikable.
I EU-regi vil der nu blive indført yderligere sanktioner i forhold til Rusland.
The post Ukraine-krisen rammer også den maritime industri first appeared on Maritime Direct.