Femern-byggeriets bassiner gøres klar til udsejling af tunnelelementer

Femern-byggeriets bassiner gøres klar til udsejling af tunnelelementer

Tunnelfabrikken til byggeriet af Femern Bælt-tunnelen tager endnu et skridt mod at kunne sejle det første tunnelelement ud i Femern Bælt. I sidste uge begyndte man at fylde vand i de tre store bassiner foran tunnelfabrikken ved Rødbyhavn.

Offentliggjort Sidst opdateret
Femern-byggeriets bassiner gøres klar til udsejling af tunnelelementer

Byggeriet af Femern Bælt-tunnelen tog i sidste uge endnu et stort skridt fremad. Torsdag tændte entreprenørkonsortiet Femern Link Contractors, FLC, for de pumper, der skal fylde vand i de tre store bassiner ved tunnelfabrikken i Rødbyhavn.

Femern-projektet er Nordeuropas største byggeplads, og opfyldningen af bassinerne er en del af et kompliceret puslespil, der skal på plads, før udsejlingen af tunnelelementerne kan gå i gang til næste år.

“Vores entreprenører har arbejdet på bassinerne i mere end to år, så vi har naturligvis alle gået og trippet for at komme i gang med at fylde dem. Det er altid spændende, når man gør noget for første gang, og bassinerne har en nøglerolle i projektet. Alene deres størrelse gør det her til en spektakulær dag på byggepladsen,” fortæller construction manager i Femern A/S, Anders Wede.

Vandopfyldningen sker gradvist i en nøje kontrolleret proces for ikke at skade digerne mellem bassinerne, og det forventes derfor først bassinerne er fyldt helt op sidst i denne uge.

Bassinerne har da også en størrelse, som man ikke ser andre steder i Nordeuropa. Hvert bassin har således en dybde på næsten 11 meter og rummer tilsammen omkring 1,6 millioner kubikmeter vand. Det er den samme mængde vand som i 640 olympiske svømmebassiner.

Tunnelfabrikken har i alt seks produktionslinjer, og her er støbningen af de første ud af i alt 89 tunnelelementer gået i gang.

Bassinerne er bindeleddet mellem fabrikken og arbejdshavnen, hvorfra elementerne udskibes. Store porte sikrer, at tørdok og bassiner på skift kan fyldes og tømmes med vand efter behov, så elementerne kan flyde fra fabrikken ud til arbejdshavnen og videre ud i Femern Bælt.

“Med de fyldte bassiner er tunnelfabrikken tæt på komplet. De to store porte, der skal kontrollere vandstanden i bassinerne, er godt på vej, og inde på fabrikken er vi begyndt at støbe tunnelelementerne. Den næste store milepæl kommer næste år, hvor vi skal sejle det første færdige element ud,” siger Anders Wede.

Første tunnelelement forventes at blive sænket på plads i 2024.

The post Femern-byggeriets bassiner gøres klar til udsejling af tunnelelementer first appeared on Maritime Direct.

Powered by Labrador CMS