Danskbygget skib på ’refit’ i Sydafrika – Gammel kærlighed ruster ikke
Den gamle danske storebæltsfærge Dronning Ingrid, som siden 2007 har sejlet som hospitalsskib for Mercy Ships, er sejlet til et gennemgribende ‘refit’ i Durban, Sydafrika, for at blive gjort klar til endnu flere livsforvandlende missioner i Madagaskar fra næste år.
Af Mercy Ships Danmark
Engang, før Storebæltsbroen blev åbnet og i en tid, hvor færgerne bandt danskerne sammen, klirrede kaffestellet ombord på den folkekære storebæltsfærge Dronning Ingrid, mens lune hotdogs i stride strømme blev rakt over disken til feriespændte og arbejdsivrige danskere.
Mange sømil er tilbagelagt siden tiden som storebæltsfærge, men det legendariske skib har fortsat kronede dage. Siden 2007 har skibet nemlig sejlet som hospitalsskib for NGO’en Mercy Ships under navnet Africa Mercy, og ombord er mere end 34.000 livsforandrende operationer blevet udført. Børn, unge og voksne fra nogle af verdens fattigste områder er gået op ad landgangen med en ofte invaliderende sygdom, men har forladt skibet med fornyet håb og et stort smil – helbredte, helede og raske.
Og nu, efter et år i Senegal og godt to måneders ophold på Tenerife, er hospitalsskibet ankommet til Durban i Sydafrika. Her skal skibet frem til november måned gennemgå et omfattende ‘refit’, som skal sikre det gamle fartøj vind i sejlene i mange år fremover.
Vedligeholdelse og renovation er afgørende for skibets levetid, fortæller den danske kaptajn Milan Falsing. Milan har fulgt skibet lige siden han var barn, og han har været udsendt med Mercy Ships hele tre gange.
“Fordi vi passer så godt for vores skib, forventer Mercy Ships, at Africa Mercy vil være arbejdsdygtig i over 10 år endnu. I så fald vil hun have været i funktion i 50-60 år,” påpeger han.
“Et skib af godt dansk stål – og kærlighed”
Allerede i sin tid som DSB-færge var Africa Mercy godt vedligeholdt, understreger Milan Falsing.
“Der har altid været draget omsorg for skibet, så det giver god mening, at Mercy Ships valgte at købe netop dette skib. Det er et skib bygget af godt dansk stål – og kærlighed.”
Selvom skibet i dag er bygget fuldstændig om siden dengang, det fungerede som færge – med fem operationsstuer, en intensivafdeling, CT-scanner, røntgen, laboratorier og en opvågningsafdeling med 77 senge – er der stadig masser af danske detaljer ombord.
“Et helt område er dedikeret til Storebæltsfærge-tiden, og her er hænger gamle billeder, tegninger og skilte. Det er ren nostalgi. Og så er der de mere skjulte pudseløjerligheder, som da jeg i min tid ombord åbnede et pulterrum og fandt gamle menukort med prisen på et stjerneskud. Der gemte sig også besætningslister og endda indsejlingsguidelines til Nyborg Færgehavn. Det var nogle sjove fund,” siger Milan Falsing, som fortæller, at skibet altid har spillet en stor rolle.
“Først for de mange mennesker, som tog med hende frem og tilbage mellem Korsør og Nyborg for at besøge familie, venner eller tage til og fra arbejde. I dag gør hun en afgørende forskel som hospitalsskib i Afrika, hvor hun hver eneste dag skaber varige forandringer.
Kort fortalt; hun har – og har altid haft – en særlig betydning for alle de mennesker, der har været ombord. Og med ‘refit’ sikrer vi, at hun også vil gøre det i fremtiden.”
The post Danskbygget skib på ’refit’ i Sydafrika – Gammel kærlighed ruster ikke first appeared on Maritime Direct.