Efter fund ved Thyborøn – Miljøstyrelsen undersøger havvand for PFAS

Arkivfoto: Stefan Holmager Larsen

I juli foretager Miljøstyrelsen målinger for PFAS i havvand for at undersøge forekomsten af PFAS langs de danske kyster.

Publisert

Undersøgelsen igangsættes på baggrund af resultaterne af kildeopsporing for PFAS i området ved Thyborøn, hvor der er konstateret indhold af PFAS i havvand.

De fundne koncentrationer ved kysten i Lemvig Kommune kan indikere overskridelse af det generelle miljøkvalitetskrav for PFOS i marint overfladevand, men ikke den vejledende grænseværdi for badevand.

Miljøstyrelsen vil henover sommeren indsamle prøver af havvand på 50 lokaliteter langs de danske kyster. Undersøgelsen har til formål at afdække, om forekomsten af PFAS er en lokal udfordring, eller om der er tale om en mere udbredt forurening i kystvandet.

Styrelsen for Patientsikkerhed har i samarbejde med Miljøstyrelsen vurderet, at badevand, der indeholder under 20 x drikkevandskvalitetskriteriet for PFAS, umiddelbart ikke vil udgøre en sundhedsrisiko for badende under danske forhold.

Undersøgelsens resultater forventes at foreligge i august 2022 og vil blive offentliggjort på Miljødata.

Sideløbende med undersøgelsen af havvand vil Miljøstyrelsen udsende brev til kommunerne, der i forvejen tager løbende prøver af badevandskvaliteten, med opfordring til også at inkludere undersøgelse for PFAS.

For spørgsmål vedrørende betydningen af fundene ved Thyborøn for badevandskvaliteten i området henviser Miljøstyrelsen til Lemvig Kommune.

Powered by Labrador CMS