Alvorlige konsekvenser for fisker efter flaskekast mod delfin

Mange nyder et syn som dette, men ikke en ung fisker. Nu er han fyret og politianmeldt efter at have kastet en flaske efter en delfin. Foto: Unsplash
Mange nyder et syn som dette, men ikke en ung fisker. Nu er han fyret og politianmeldt efter at have kastet en flaske efter en delfin.

En ung fisker på en bornholmsk kutter er blevet fyret og politianmeldt efter at han kastede en vandflaske mod en delfin ud for Thyborøn.

Publisert

Mange mennesker nyder synet af delfiner, men det gælder med al tydelighed ikke for en ung fisker på den bornholmske kutter Ocean Freja. Mens en naturfotograf og en familie med små børn på delfinsafari glædede sig over at se havets elegantier på tæt hold, blev fiskeren så irriteret over synet, at han kastede en vandflaske efter delfinen, mens naturfotografen og safarideltagerne så til.

Det fortæller Tv 2 Midtvest.

Da kutterens ejer, Per Lund-Hansen hørte om hændelsen, var der ingen pardon. Den unge fisker blev fyret, men det var ikke den eneste konsekvens der kom ud af flaskekastet. Naturfotograf Lars Mikkelsen valgte nemlig at anmelde den unge fisker for dyreplageri og forurening af havet, og han har beviserne i orden.

Da fiskeren kastede flasken efter delfinen, havde naturfotografen nemlig fundet kameraet frem, og han har billeder af hændelsen.

Til Tv 2 Midtvest forklarer han om politianmeldelsen:

“Når man gør sådan noget åbenlyst, mens der ligger en delfinsafaribåd med små børn ved siden af, og jeg ligger og tager billeder med mit kamera, så har man en afstumpet holdning, og hvad gør man så ikke, når man er ude på havet?”

Midt- og Vestjyllands Politi efterforsker nu sagen.

Mange nyder et syn som dette, men ikke en ung fisker. Nu er han fyret og politianmeldt efter at have kastet en flaske efter en delfin.
Powered by Labrador CMS