Esbjerg Havn og Moffatt & Nichol udvikler ’digital tvilling’ af havnen

Esbjerg Havn i april 2020. Foto: Christer Holte / Esbjerg Havn
Esbjerg Havn i april 2020.

Esbjerg Havn vil skabe en ’digital tvilling’, som kan udvikle og definere fremtidens havneinfrastruktur til havvind ved at kombinere selskabets erfaringer med det globale rådgivningsfirma Moffatt & Nichol’s kompetencer indenfor planlægning, design og innovation i forhold til infrastruktur.

Publisert

“Esbjerg Havn og hele værdikæden i Esbjerg har stor erfaring i at understøtte havvindsprojekter, men vi skal kunne simulere fremtiden for at planlægge optimalt i dag, og derfor glæder vi os til at samarbejde med Moffatt & Nichol,” siger havnedirektør på Esbjerg Havn, Dennis Jul Pedersen.

Moffatt & Nichol er et globalt rådgivningsfirma i infrastruktur. Udover hovedkvarteret i Sydcalifornien, har firmaet 40 lokationer i Europa samt Nord- og Sydamerika. Firmaet er specialiseret i havneplanlægning, udvikling og design og har været involveret i nogle af de største projekter i hele verden de seneste år. De har været ansvarlig ingeniør på de fire største amerikanske udskibningshavne herunder Connecticut, New Jersey, New York og Virginia.

Muligheden for at simulere og forbedre effektiviteten med et af epicentrene for havvind i Europa vil genere værdifuld viden, som kan sætte Esbjerg Havn foran konkurrencen. Det mener Offshore Wind Lead hos Moffatt & Nichol, Joshua Singer.

“En ’digital tvilling’ giver Esbjerg Havn mulighed for at simulere enhver operation, der er relevant for fremtidige projekter og optimere infrastrukturen derefter,” siger Joshua Singer.

Markedet for havvind forventes at vokse betragteligt, og det medfører et ansvar for de havne, der servicerer og understøtter branchen. Den stigende efterspørgsel på havvind og komponenternes voksende størrelse stiller krav til havneinfrastrukturen. Havne skal derfor være proaktive og planlægge for at skabe den fleksibilitet, som disse projekter kræver. Med en ’digital tvilling’ kan Esbjerg Havn forberede sig på fremtiden.

Powered by Labrador CMS