It-virksomhed rykker ind på Aalborg havn – Skal køre på ren vindenergi

It-virksomheden Netic rykker ind på Aalborg havn. Foto: Port of Aalborg
It-virksomheden Netic rykker ind på Aalborg havn.

Snart kan it-virksomheden Netic sætte et spritnyt datacenter i drift i Port of Aalborgs erhvervspark på Østhavnen i Aalborg. Det nye datacenter skal blandt andet køre på ren vindmøllestrøm, ligesom det er forberedt til på sigt at kunne sende overskudsvarme ud i fjernvarmenettet.

Publisert

På Port of Aalborgs nye udstykning, Ankeret, i Aalborg Øst kan it-virksomheden Netic inden længe tage sit fjerde datacenter på landsplan i brug, der samtidig er det første lokaliseret på Aalborg havn.

Det 1.000 kvadratmeter store datacenter står klar til april og skal være med til at sikre driften af de it-systemer, som Netic varetager for adskillige større danske virksomheder og offentlige organisationer.

“Vi driver en lang række infrastrukturkritiske systemer og sundhedsapplikationer, som kræver stor kapacitet. Derfor har vi længe set frem til at kunne tage det nye datacenter i brug, og det er vi glade for, nu bliver en realitet om få måneder,” lyder det fra CEO hos Netic, Steen Jensen.

Datacentret opføres i samarbejde med Port of Aalborg og efterlever en lang række krav til både udstyr og energiressourcer. Blandt andet er datacentret efter Netics ønske projekteret til udelukkende at køre på vindmøllestrøm, ligesom det er bygget efter den såkaldte Tier 3-standard.

“Vores datacentre bruger meget strøm, og derfor føler vi os forpligtet til at være grønne alle de steder, vi kan. Derfor er vi meget glade for, at vi i tæt samarbejde med Port of Aalborg er lykkedes med at udvikle og opføre et state-of-the-art datacenter drevet af ren vindenergi, mens det samtidig er forberedt til i fremtiden at kunne sende overskudsvarme ud i fjernvarmenettet, såfremt det kunne blive aktuelt. Desuden er datacentret opført efter Tier 3-standarden, som sætter høje krav til sikkerhed og tilgængelighed. Det er vores kunders garanti for at både bygningen, men også udstyr som servere og generatorer, er nøje udvalgt til at sikre en stabil drift og samtidig reducere strømforbruget,” siger Steen Jensen.

Port of Aalborg investerer i disse år betragteligt i virksomhedens erhvervspark i Aalborg Øst. Blandt investeringerne er en ny udstykning på i alt 140.000 kvadratmeter med navnet Ankeret, og det er netop her, Netics nye datacenter rejser sig.

“Vi supertilfredse med, at Netic har valgt at etablere datacentret her hos os. Det har været en positiv og interessant proces at arbejde sammen om at finde den mest optimale løsning for datacentret. Samtidig passer projektet i kraft af sin energiforsyning og muligheder for at bidrage positivt til fjernvarmenettet i fremtiden rigtig godt ind i vores ambitioner om på sigt at skabe et erhvervsområde præget af grøn forsyning, partnerskaber, symbioser og frit ressourceflow mellem virksomheder og de omkringliggende aktører,” lyder det fra Senior Commercial Manager, Real Estate, hos Port of Aalborg, Jeppe Faber.

Det nye datacenter har en kapacitet på 1MW og tages i brug i april. På sigt er det Netics plan, at andre virksomheder også kan leje sig ind i datacentret.

Powered by Labrador CMS