Danske erhvervsfiskere glæder sig over EU-sejr i tobissag

Tobis bruges primært til produktion af fiskemel og fiskeolie.

Både hos Danmarks Fiskeriforening og DPPO er der stor tilfredse med, at Den Internationale Voldgiftsret i Haag har slået fast, at det er i strid med Brexitaftalen, at Storbritannien har lukket for fiskeriet efter tobis i britisk farvand.

Det var et hårdt slag imod dansk fiskeri, da Storbritannien den 26. marts 2024 lukkede ned for fiskeriet efter tobis i henholdsvis engelsk farvand og skotsk farvand. Hvert år har danske fiskere i gennemsnit nemlig landet fisk for knap en kvart milliard kroner, ligesom hele forarbejdningsindustrien har lidt under briternes beslutning.

Lukningen skete til trods for, at danske fiskere, i forbindelse med indgåelsen af Brexit-aftalen mellem Storbritannien og EU, afgav fiskekvoter for milliarder for at få lov at fiske i britisk farvand.

EU-Kommissionen indledte derfor en voldgiftssag mod Storbritannien ved den Internationale Domstol i Haag, og fredag blev det så afgjort, at lukningen var i strid med Brexit-aftalen - til stor tilfredshed hos både Danmarks Fiskeriforening (DFPO) og Danmarks Pelagiske Producentorganisation (DPPO). Det oplyser de to organisationer i en fælles pressemeddelelse.

"Når vi har betalt for at fortsætte adgang til at fiske i britisk farvand, så må danske fiskere selvfølgelig kunne forvente at fortsætte at fiske i britisk farvand. Derfor er jeg meget tilfreds med dagens afgørelse," lyder det fra formand for DFPO, Svend-Erik Andersen.

Nedlukning var ude af proportioner

Voldgiften har vurderet, at der er manglende 'proportionalitet' i den britiske lukning, og de miljømæssige gevinster, hvor briterne har peget på, at bestanden af havfugle måske vil kunne vokse med 7 procent, står ikke mål med de betydelige negative konsekvenser for fiskeriet og for fiskeindustrien.

"Vi har hele tiden sagt, at det er helt ude af dimensioner at lukke et bæredygtighedscertificeret fiskeri, når videnskaben ikke kan dokumentere nævneværdige positive konsekvenser af lukningen for havmiljøet. Det er tosset. Især når vi faktisk har betalt for fortsat adgang til at fiske tobis," siger formand for DPPO, Jens Schneider Rasmussen.

Håber at fiskeriet kan komme i gang igen

Fra både Danmarks Fiskeriforening og Danmarks Pelagiske Producentorganisation opfordrer man nu politikerne i EU og Storbritannien til at få arbejdshandskerne på, så det så snart som muligt atter bliver muligt at fiske tobis i britisk farvand.

"Jeg håber, den her afgørelse betyder, at vi hurtigst muligt igen kan få lov at fiske tobis i britisk farvand. Jeg opfordrer derfor de ansvarlige politikere i Storbritannien til at rette ind efter dagens afgørelse så snart som muligt. Det synes jeg bestemt vil klæde Storbritannien," siger Svend-Erik Andersen.

Storbritannien skal inden for 30 dage meddele EU, hvordan man vil efterleve kendelsen om, at forbuddet mod fiskeri efter tobis i engelsk farvand i Nordsøen ikke var proportionalt.

Uanset udfaldet, så er det dog forventeligt, at de danske fiskere ikke får glæde af afgørelsen i 2025, hvor tobissæsonen allerede er i fuld gang.

Powered by Labrador CMS