Månedens skib:

M-147 Stording

Stording er designet af Axel Borghegn fra Borghegn Yachtdesign.

Bredgaard Boats har haft fornøjelsen – og udfordringen – med at bygge et nyt skib til en norsk kendis-reder.

Publisert

Om M-147 Stording:

Byggemateriale: Glasfiber

Længde: 14,99 meter
Bredde: 7,5 meter
Dybgang: 3-3,6 meter
Hovedmotor: Scania/Nogva Type DI 16 79 M 700HK med vendbart gear/propelanlæg

To John Deere generatorer 6068
To dieseltanke ca. 5000 liter
Ferskvandstank 3000 liter
To trimtanke 2700 liter
Forthruster PMH str. 60–100
Agterthruster PMH str. 65–180
To TMP-kraner 1320, 700, hvoraf den ene med nothaler
Sorteringsslisker på to dæk: STEEL, Nakskov
Hydraulik: Hydra-Teknik, Thyborøn
El-entreprise: Egemose El, Rudkøbing
Dæksudstyr: Lorentzen Hydraulik, Lofoten

Kilde: Bredgaard Boats

Det er ikke hvem som helst, der lægger navn til nybygningen fra Bredgaard Boats, der blev søsat i starten af marts. M-147 Stording er nemlig den nyeste tilføjelse i flåden hos det norske rederi Stording AS, som er kendt fra TV-serien ‘Fiskerne’, der blev vist på DR i efteråret 2023.

Det 15 meter lange skib er udrigget til not- og snurrevodsfiskeri og skal arbejde langs Norges vestkyst, og hos Bredgaard Boats på Rødby Havn har det været en helt ny erfaring at bygge for en norsk berømthed, men ikke mindst også at skrue en helt anderledes type fartøj sammen.

“Vi har gjort rigtig meget for at komme ind på det norske marked de sidste tre år og har været på messer og så videre. Det, tror jeg helt sikkert, har givet pote og er forklaringen på vores samarbejde med Stording,” siger salgschef hos Bredgaard Boats, Michael Jakobsen.

Som han forklarer, er M-147 Stording en ‘stor lille båd’ og er med en bredde på 7,5 meter det bredeste fartøj af sin slags på 15 meter.

“Vi har ikke lavet skibe til notfiskeri før, og det er helt nyt for os at komme ind på det område. Stording er bygget i glasfiber, og vi lavede en mindre båd sidste år på 6,9 meter i bredden, så vi øvede os lidt på den.”

Mere økonomisk og bæredygtig

Stording er designet af Axel Borghegn fra Borghegn Yachtdesign og er blandt andet udstyret med fire kahytter, bad/toilet og opholdsrum for op til otte personer.

Derudover er fartøjet en grønnere udgave end sin forgænger, da den kan have mange flere fisk med og derfor er lidt mere økonomisk og bæredygtig. Skibet har desuden et vakuumanlæg til at suge fiskene ind i tre tanke, og de kan på samme måde suges ud igen eller overflyttes til andre skibe. Derfor kan Stording blive længere tid på havet og klare sig med færre ture frem og tilbage. Men selvom det er gået godt med processen, så har skibet været en udfordring på flere parametre.

Byggeriet med den type båd, som Stording er, har nemlig krævet meget mere i forhold til hydraulik og elektricitet, end man er vant til, og derfor er man hos Bredgaard Boats i gang med at lave aftaler med samarbejdspartnere fra Vestkysten, der kan udføre den del af arbejdet.

“Det har været meget kompliceret på grund af forskellige faktorer. Der er bare bedre plads at lave det hele på, når båden er større, så det er noget fnidder på en femten meter lang båd, hvor rørene er kæmpestore, og der skal rigtig meget ny elektronik til,” fortæller Michael Jakobsen.

På trods af den norske kurs og nye kvoteregler i Norge spår salgschefen, at det varer lidt, før der kommer flere aftaler på plads, men til den tid er man klar hos Bredgaard Boats.

“Vi er klar over, hvordan vi skal gøre næste gang, og det er dejligt at kunne vise kunden, at vi kan lave det og fuldføre det,” siger Michael Jakobsen.

Powered by Labrador CMS