Leder: Velkommen til DanFish International 2023!

Stefan Holmager Larsen. Chefredaktør, FiskerBladet
Stefan Holmager Larsen. Chefredaktør, FiskerBladet

Hvilke brændstoffer skal vi sejle på i fremtiden? Hvilke fisk har vi mulighed for at fange i vores farvande? Hvilke fangstredskaber skal vi bruge – og hvor? Hvordan optimerer vi behandlingen af fangede fisk?

Publisert

Spørgsmålene om fremtidens erhvervsfiskeri er både store og langt flere, end der er plads til at remse op her, men én ting er helt sikkert – DanFish International 2023 er det bedste sted at lede efter de mange svar om fremtidens fiskeri i Danmark.

Flere end 12.000 fiskere, skippere, ingeniører, skibsarkitekter, beslutningstagere og andre interessenten fra branchen forventes nemlig at lægge vejen forbi Aalborg Kongres- og Kultur Center i de tre dage, som messen varer, og uden at have talt med hver enkelt tør jeg godt at gætte på, at alle har et mål om at se en stærk branche stå sammen i arbejdet for både klimavenlig og økonomisk bæredygtighed.

Hvordan gør vi det så attraktivt som muligt at være en del af FiskerBladets annoncører? Det er blandt de mest centrale spørgsmål, min gode kollega, salgschef Michael Neergaard, arbejder intenst med omkring DanFish-messen. Han kæmper dagligt en brav kamp med at øge FiskerBladets annoncesalg, ligesom han med alle midler forsøger at tænke ud af boksen i forhold til at skabe værdi for vores samarbejdspartnere.

For mit eget vedkommende er det altoverskyggende mål under DanFish at finde frem til spørgsmålet ‘Hvad er det nye i fiskeriet?’ Selvom jeg har arbejdet i branchen i nogle år, så føler jeg mig stadig som en smolt på vej mod havet, og dagligt støder jeg på virksomheder, produkter og mennesker fra erhvervsfiskeriet, som jeg ikke kender. Jeg glæder mig derfor som en nyuddannet fisker før første tur i kutteren til at udvide min horisont i jagten efter gode historier og nye vinkler til magasinartikler for 2024.

Hvis du har gode svar på vores spørgsmål, så tøv ikke med at kigge forbi stand E508 på DanFish til en snak og en kop kaffe.

Til sidst vil jeg ønske god rigtig god DanFish-messe!

Med venlig hilsen

Chefredaktør, FiskerBladet

Powered by Labrador CMS