Ny landingsrekord på Danmarks største fiskerihavn

Isafold på Skagen Havn. Foto: Skagen Havn
Isafold på Skagen Havn.

Allerede i slutningen af tredje kvartal nærmer Skagen Havn sig hele sidste års landingsværdi.

Publisert Sist oppdatert

Danmarks største fiskerihavn, Skagen Havn, vinder fortsat markedsandele. Der viser de nyeste tal fra Fiskeristyrelsen over havnens landede mænger fisk og deres værdi.

Særligt det pelagiske fiskeri har haft fremgang, og det er tydeligt, at det er industrifisk som tobis og blåhvilling der trækker læsset. Dette fordi de samlet set er gået markant op på både mængden af den landede fisk, samt værdien heraf.

For konsum- og rejefiskeriet er status lidt mere blandet. Her har der været en betydelig nedgang i rejelandinger, mens landinger af særligt hvidfisk og fladfisk samlet set har fremgang.

“Øjebliksbilledet med samlet fremgang i landinger af fisk i indeværende år er rigtig godt. Positivt er det også, at følgeerhverv, som servicevirksomheder og fabrikker på havnen i høj grad nyder godt af fremgangen,” lyder det fra direktør for Skagen Havn, Willy B. Hansen.

Et eksempel på følgeerhverv der har haft fremgang i år er Cosmos Trawl A/S.

“2023 har for os været et år med en højere aktivitet end sidste år. Særligt har vi haft en fremgang i eksport af trawl til svenske og norske fiskefartøjer. I øjeblikket er vi ved at bygge nye moderne og tidssvarende rammer, hvor selv de største fiskeredskaber kan håndteres effektivt under tag af medarbejderne,” siger direktør for Cosmos Trawl, Michael Lassen.

Skagen Havn arbejder forsat fokuseret med at udvikle og forbedre faciliteter til fiskeriet, som også kan understøtte den grønne omstilling. Herunder investeres i yderligere forskellige landstrømsanlæg, såvel som analyser af mulighed for levering af grønt brændstof til flåden af fiskefartøjer. Havnen forventer forsat at kunne være en attraktiv plads for både landinger, servicering og nybygning af fiskefartøjer.

Du kan i øvrigt møde både Skagen Havn og Cosmos Trawl på næste uges DanFish International i Aalborg Kongres & Kultur Center på messestande H866 (Skagen Havn) og H884 (Cosmos Trawl). Læs alt om messen i FiskerBladets DanFish-magasin lige her.

Powered by Labrador CMS