Efter 14 år på posten: Dansk fiskerihavn skal have ny formand

Anker Laden-Andersen. Foto: Hirtshals Havn
Anker Laden-Andersen.

Efter næsten 14 år som bestyrelsesformand for Hirtshals Havn har Anker Laden-Andersen meddelt, at han har valgt at trække sig fra posten per 31. marts 2024.

Publisert Sist oppdatert

Anker Laden-Andersen har meddelt Hjørring Byråd og Hirtshals Havns bestyrelse, at han med udgangen af marts 2024 ønsker at udtræde af havnens bestyrelse og dermed fratræde som havnens bestyrelsesformand. Det oplyser havnen i en pressemeddelelse.

Anker Laden-Andersen, der har siddet på posten siden 2010, var før sit formandskab alment medlem af Hirtshals Havns bestyrelse siden 2001, og han har derfor bidraget til og været en del af den store udvikling, som Hirtshals Havn har gennemgået – især gennem det seneste årti.

“På et eller andet tidspunkt skal der ske en udskiftning i havnens formandskab. Jeg mener, at det er det rette tidspunkt at trække mig som formand. Hirtshals Havn har en stærk økonomi og et stabilt forretningsgrundlag. Det giver havnens bestyrelse god tid til at finde min afløser, som får mulighed for at deltage i arbejdet i den resterende del af valgperioden. Efter næsten 14 år på posten ønsker jeg at få lidt mere plads i kalenderen og prioritere mine mange andre opgaver fremover,” lyder det fra Anker Laden-Andersen.

Den afgående bestyrelsesformand forlader en veldrevet virksomhed, hvis fremtidige kurs allerede er lagt – blandt andet i form af Hirtshals Havns forestående havneudvidelse.

Dertil kommer, at havnens ambitioner om at blive en central spiller inden for den grønne omstilling er godt på vej til at blive realiseret. Så sent som i går meddelte Fonden for Retfærdig Omstilling nemlig, at Greenport Scandinavia tildeles 109 millioner kroner til udviklingen af Hirtshals Havn som et grønt europæisk knudepunkt for fangst, transport, lagring og udnyttelse af CO2 (CCUS) – et projekt som i høj grad er en realitet grundet udviklingsselskabet Greenport North.

“Anker Laden-Andersen har været en drivende kraft bag havnens udvikling de sidste 14 år. Udviklingen af nye forretningsområder har løftet havnens udvikling og erhvervsudviklingen i hele området. Hirtshals Havn er nu i gang med et stærkt udviklingsspor i den grønne omstilling, hvor udbygningen af den kommunalt ejede havn danner afsæt for et grønt erhvervseventyr. Hirtshals Havn og Hjørring Kommune skylder Anker en stor tak for hans store indsats og de nye grønne vækstmuligheder, som vi har foran os,” siger borgmester i Hjørring Kommune, Søren Smalbro.

Havnen oplyser, at man allerede nu sætter gang i arbejdet med at finde en ny bestyrelsesformand.

Powered by Labrador CMS