Danske Havne roser gode grønne ambitioner fra rederierne

Tine Kirk. Foto: Danske Havne
Tine Kirk.

Det Blå Danmark har en særlig forpligtelse til at gå foran med grøn omstilling, så det gør vi, og rederiernes nye strategi skubber fornemt på, mener Danske Havne

Publisert

”Det er helt rigtigt, at Danmark som stor søfartsnation er forpligtede til at vise den grønne vandvej fremad”, siger direktør i Danske Havne, Tine Kirk, som en kommentar til Danske Rederiers nye treårige strategiplan ”Towards Zero”.

Rederiernes plan indeholder bl.a. en målsætning om, at alle nye skibe fra 2030 skal kunne sejle på C02-neutrale brændstoffer.

”Vi er verdens sjettestørste søfartsnation, et land med en grøn førertrøje på en række områder og med et ambitiøst, politisk mål om at nå 70 procent CO2-redauktion om kun ni år. Så er det naturligt og rigtigt, at vi sætter barren højt og viser vej”, siger Tine Kirk.

Hun glæder sig over, at Danske Rederier med den nye strategi bidrager til at accelerere omstillingen af skibsfarten mod at blive emissionsfri. Blandt Danske Rederiers øvrige tiltag i strategien er at få indført nye ambitiøse reduktionsmål frem mod 2050 i den endelige drivhusstrategi i 2023 og at øge de danske rederiers bidrag til udbygningen af den globale havvindkapacitet.

”Det ligger smukt i forlængelse af, at Mærsk for nylig oprettede Zero Emission Center og bruger mange midler på arbejdet med at nedbringe søfartens udledninger. Det viser samlet et stort branche-ansvar,” siger Tine Kirk.

En række danske havne har iværksat stribevis af klimavenlige projekter; der er eldrevne kraner og biler på havnene, landstrømsanlæg med grøn strøm fra vindmøller til skibe og biodiversitetsprojekter flere steder.

Flere havne bygger bæredygtigt, og lige efter årsskiftet meddelte Hanstholm Havn, at man næste år vil blive Europas første C02-neutrale fiskerihavn, og i Esbjerg Havn installerer de til efteråret verdens første landstrømsanlæg baseret på brint.

Brancheorganisationen Danske Havne formulerede allerede i 2020 den grønne vision.

”De danske havne skal være blandt de fremmeste i verden hvad angår bæredygtige løsninger, vi er den grønne forbindelse mellem hav og vind”. I marts i fjor udgav organisationen sin første grønne rapport, ”Grønne erhvervshavne 2020” med en opgørelse over projekter, medlemshavne var i gang med eller i mål med.

Tilsvarende rapporter vil udkomme årligt, og nummer to lanceres på Havnekonferencen i Aalborg i april i år. Sidste år udgav man desuden i samarbejde med Dansk Energi rapporten ”En grøn havnestrategi for Power-to-X”.

Powered by Labrador CMS