Nyt projekt skal skabe moderne og bæredygtig fiskerihavn

Nu skal havnen opdateres for Esbjergs fiskere. Foto: Esbjerg Havn
Nu skal havnen opdateres for Esbjergs fiskere.

Fiskeriet har været en del af Esbjerg Havns DNA i godt 150 år, og fiskerne bringer stadig tonsvis af fisk, rejser og muslinger hjem om året. Nu skal et nyt projekt gøre det nemmere for fiskerne at gøre forretningen mere klima- og miljøvenlig med flydebroer, landstrøm og affaldssortering.

Publisert

Plastik og affald er en fast del af fangsten, når Esbjergs fiskere trækker nettet op af havet. Derfor skal det nu være endnu nemmere for fiskerne at sortere og aflevere affaldet, når de kommer tilbage på land.

”Der er ikke nogen, der er mere interesseret i et godt havmiljø end fiskerne. Vi har altid taget affald med ind fra fisketuren, og nu skal vi også til at sortere det. Fiskerne i Esbjerg har taget godt imod initiativet, og det er jeg enormt stolt af,” siger formand i Sydvestjysk Fiskeriforening, Jesper Juul Larsen, der selv har haft kutter i Esbjerg i mange år.

Havnen vil samarbejde med fiskerne om en større opdatering af faciliteterne på fiskerihavnen med nye sorteringsanlæg til affald, flydebroer med landstrøm og mere plads på kajen, der alt sammen skal gøre at fiskerne ikke bare bidrager til et bedre havmiljø, men også selv får et bedre arbejdsmiljø.

”Vi har et stærkt fiskerierhverv i Esbjerg Havn, som gerne skal blive ved med at udvikle sig. Det her projekt bliver ’best practice’ i, hvordan man skaber en moderne fiskerihavn. Og vi har gået meget op i, at vi udformer initiativerne på en måde, så de gavner fiskerne mest muligt,” lyder det fra projektleder og ingeniør på Esbjerg Havn, Jesper Jørgensen.

Det er nemlig ikke lige til at fremtidssikre en havn. Men med godt samarbejde mellem alle interessenterne på havnen, er der valgt en god og holdbar løsning. Det er blandt andet sket gennem interviews med fiskerne og kortlægning af deres arbejdsgange.

”Det har fra starten været vigtigt for os, at vi har taget udgangspunkt i fiskernes hverdag. Som havn skal vi jo gøre det så nemt og fleksibelt som muligt for vores kunder at drive forretning. Derfor starter vi også hos havnens virksomheder, når vi skal udvikle nye løsninger,” siger Jesper Jørgensen.

Eksempelvis fandt man ud af, at flydebroer kunne gøre det nemmere for fiskerne at komme ind på kajen, og at det er vigtigt med plads på kajen til at arbejde med sine net, så man kan skifte mellem forskellige typer fiskeredskaber.

”Flydebroer og bedre kajplads kan virke som små ting, men de kan gøre en stor forskel i hverdagen. Det handler om at fjerne alle de små barrierer, så man kan arbejde mere effektivt og mere sikkert,” siger Jesper Juul.

Næste skridt i projektet er, at fiskernes affaldsvaner bliver kortlagt, så de nye sorteringsanlæg bliver indrettet optimalt. Det handler om typer og mængder af skrald, og til det har Esbjerg Havn taget fat i organisationen Naboskab, der specialiserer sig i sociologiske kortlægninger af adfærd.

”Det er jo lidt specielt, at der går nogen rundt og observerer, men det handler i bund og grund om at finde den bedste løsning for alle,” siger Jesper Jørgensen.

Jesper Juul fortæller, at fiskerne altid har været omstillingsparate, og at de også har taget godt imod det nye projekt.

”Det ligger i vores DNA at være omstillingsparate. Og der ligger et stort potentiale her. Det er svært at sige, hvor meget affald, vi fisker ind hvert år, men det er meget, og nu kan det også blive sorteret til genanvendelse. Hele det nye fiskerihavneprojekt bliver meget positivt for udviklingen af fiskeriet i Esbjerg,” siger Jesper Juul.

Hvis alt går efter planen, så står den nye fiskerihavn klar til brug for fiskerne fra sommeren 2022. Projektet gennemføres med støtte fra Trafikstyrelsens Havne- og Fiskeripulje.

Powered by Labrador CMS