Plantning af ålegræs skal styrke havmiljøet i Aarhusbugten

De første udplantninger er foretaget af postdoc på Biologisk Institut ved Syddansk Universitet, Rune Steinfurth.

For at styrke biodiversiteten og havmiljøet har Syddansk Universitet i samarbejde med Aarhus Havn i denne uge begyndt de første miljøtilstandsanalyser og udplantninger af ålegræs i blandt andet Aarhus Bugt.

Aarhus Havn har indgået en aftale med Syddansk Universitet om et forskningsbaseret ålegræsprojekt, der skal være med til at øge biodiversiteten i Aarhusbugten. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra den østjyske havn.

Ålegræs har flere fordele for både biodiversiteten og havmiljøet, men til at starte med skal ålegræsset fortælle forskerne fra universitetet, hvordan tilstanden i vandet er - og når de er klogere på, hvor ålegræsset kan vokse, skal den gavnlige plante udbredes i stor skala.

"Det er et værdifuldt forskningsprojekt, hvor man bliver klogere på miljø- og naturtilstanden, og hvor man samtidig kan gøre noget positivt for havmiljøet. Det sætter også fokus på, hvor presset havmiljøet er," siger Rune Steinfurth, der er postdoc på Biologisk Institut ved Syddansk Universitet.

Skal plantes fem steder

Rune Steinfurth og SDU’s store marine forskningsgruppe arbejder til hverdag med marin-naturgenopretning, og de har en stor ekspertise, når det kommer til ålegræs.

Ålegræsset, der skal placeres på fem forskellige steder - herunder altså i Aarhus Bugt - bliver plantet i varierende dybder og under variable miljøforhold, og så vil tiden vise, hvor dybt det kan gro. Jo dybere, det kan gro, des bedre er miljøforholdene.

De første udplantninger er foretaget af postdoc på Biologisk Institut ved Syddansk Universitet, Rune Steinfurth.

De fem plantesteder undersøges så løbende for at fastslå, hvor dybt planterne kan gro i områderne, hvilket vil synliggøre hvor meget areal der er tilgængeligt for naturgenopretning. På sigt skal ålegræsset plantes ud i større skala.

"Jeg er glad for, at vi er en del af det her initiativ, der på sigt både kommer til at forbedre havmiljøet og øge biodiversiteten langs vores kystlinje. En havn er jo et bindeled mellem land og vand, og vi har en vigtig opgave i at bidrage til at forbedre havmiljøet i Aarhus Bugt," lyder det fra direktør hos Aarhus Havn, Thomas Haber Borch.

Ålegræs-projektet er en del af den politiske aftale om havneudvidelsen, som et bredt flertal i Aarhus Byråd har vedtaget, og den østjyske havn forventer at investere op imod 15 millioner kroner i de kommende år, der skal forbedre havmiljøet og biodiversiteten i Aarhusbugten.

I løbet af ugen vil fridykkere sejle ud de udvalgte steder og dykke ned for at plante ålegræsset.

Forskerne fra Syddansk Universitet vil bruge udplantningerne som test, der skal give ny viden om betingelserne for, at ålegræs i Aarhusbugten kan få den bedst mulige effekt på havmiljøet.

Powered by Labrador CMS