Ålegræs er afgørende for et rigt liv i havet, men det redder ikke klimaet
En lang række førende danske forskere indenfor havøkologi siger nu samstemmende, at ålegræssets evne til permanent at begrave kulstof er yderst begrænset i forhold til Danmarks udledninger af klimagasser.
De danske fjorde og kystnære farvande havde tidligere et rigt dække af ålegræs på havbunden. Planterne voksede helt ned til 11 meters dybde langs de åbne kyster og dækkede typisk fjordbunden med bølgende, grønne undersøiske enge til 5-6 meters dybde. På stenrev voksede der meter-lange tangplanter, og begge vegetationsformer husede et rigt liv af smådyr og fisk.
Stenene blev fisket op og brugt til mole- og havnebyggeri rundt om i landet, mens ålegræsengene stadig fortrænges af alt for store udledninger af næringsstoffer fra land til vores kystvande og af forstyrrelser af havbunden med trawl og andre skrabende fiskeredskaber.
Havets planter opfanger og binder kuldioxid gennem deres fotosyntese. Når de dør eller bliver spist, bliver langt størstedelen af den bundne kuldioxid igen frigivet, når planterne nedbrydes.
Den resterende del begraves i primært i havbunden. Forskerne kalder det ’Blue Carbon’ eller ’Blåt Kulstof’.
Gennem de sidste 10-15 år har man både nationalt og internationalt haft store forventninger til indsatser, der kan fremme den marine ’skovrejsning’ samt øge begravelsen af endnu mere kulstof i kampen mod den globale opvarmning.
Kulstoffjernelse overvurderet
’Ålegræs-enge er klimahelte’, ’Ålegræs kan lagre mere kuldioxid end en regnskov’ og ’De blå skove kan binde mere end Danmarks kuldioxid-udledning’, er blot nogle af de prangende overskrifter til de mange artikler, der for nyligt har været bragt om ålegræssets evne til at fjerne kulstof fra atmosfæren.
Men desværre holder de forjættende udsagn ikke. Nyere forskning viser, at binding og begravelse af kulstof i de danske ålegræsenge kun udgør en meget lille brøkdel af de gigantiske mængder af klimagasser, som Danmark udleder.
”Vores data, som er de første målinger af hastigheden for kulstofbegravelse i havbunden under danske ålegræsenge, viser, at engene årligt maksimalt begraver 0,7 procent i forhold til Danmarks årlige udledninger af kuldioxid”, siger professor Dorte Krause-Jensen, Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet, der sammen med spanske Carmen Leiva Dueñas og andre kollegaer arbejder aktivt med problematikken.
Kan man få ålegræs til at brede sig fra den nuværende dækning, vil nye planter selvfølgelig også optage kulstof i vævet (biomassen), på samme måde som det sker ved skovrejsning på land. Men en undersøisk ’skovrejsning’ vil overvejende hjælpe de første år, hvor planterne vokser op.
Mogens Flindt er professor ved Biologisk Institut, Syddansk Universitet, og hans forskningsgruppe har gennem flere år arbejdet med at udplante ålegræs i danske fjorde og analysere plantens økosystemtjenester – det vil sige de samlede gavnlige effekter, ålegræs har på havmiljøet.
”Nyvækst af ålegræs er helt afhængig af lysforholdene ved havbunden og dermed udledningerne af næringsstoffer fra land. Havbundens beskaffenhed er endvidere helt afgørende for, om ålegræs kan vokse der eller ej. Mange områder har simpelhent en for mudret bund, til at ålegræs kan bide sig fast,” lyder det fra Mogens Flindt.
Ifølge Mogens Flindt er det bedste skøn, at man skal regne med, at en ’ålegræs-skovrejsning’ højst kan finde sted på 1100 km2 havbund i danske kystvande under de nuværende forhold.
Antager vi, at ålegræs reelt vokser frem på alle 1100 km2 i en fremtid med reduceret belastning og derved bedre vækstforhold, kan de nye ålegræsenge max. binde 130.000 ton kulstof i alt i deres biomasse. Afhængig af, hvordan man udtrykker det, svarer mængden af den bundne kulstof kun til mellem tre og seks dages udledning af kulstof som drivhusgasser fra Danmark.
I 2022 udledte Danmark 63.000.000 ton kuldioxid-ækvivalenter som klimagasser.