Nu er de første 80 afskediget fra Royal Arctic Line

Foto: Royal Arctic Line

I december varslede Royal Arctic Line fyring af omkring 100 medarbejdere i Aalborg, og fredag fik de første 80 beskeden efter forhandlinger mellem rederiet og de faglige organisationer.

Publisert

80 medarbejdere fra Royal Arctic Line fik fredag meldingen om, at de er blevet afskediget fra rederiet i Aalborg. Det oplyser RAL på deres hjemmeside.

Afskedigelserne kommer ikke som nogen overraskelse, efter rederiet allerede i december varslede, at omkring 100 medarbejdere i den nordjyske havneby skal se sig om efter nyt arbejde i forbindelse med, at RAL lukker ned for sit engagement i Aalborg.

Royal Arctic Lines ledelse har siden starten af januar forhandlet med de faglige organisationer 3F, HK og Metal som rådgivere, og parterne er i fællesskab nået til enighed om en aftale i henhold til relevante overenskomster og loven om kollektive afskedigelser i et større omfang.

“Det er nu tid til, at resultatet af disse forhandlinger skal eksekveres. Derfor har Royal Arctic Line opsagt ca. 80 medarbejdere tilknyttet pakhuset, terminalen og værkstedet. Medarbejdere beskæftiget i back-office funktioner vil ikke blive berørt af ændringen,” skriver Royal Arctic Line.

Fyringsrunden sker i forbindelse med, at RAL ikke længere skal benytte Aalborg Havn som såkaldt basishavn. Transport til og fra Danmark skal hovedsageligt ske via Aarhus havn i fremtiden i samarbejde med islandske Eimskip.

Royal Arctic Line forventer at sidste skib ud af Aalborg vil sejle med udgangen af juni måned.

Powered by Labrador CMS