Rekordomsætning hos Danmarks største fiskerihavn

For andet år i træk satte Skagen Havn rekord for omsætningen på havnen efter et år med fortsat højt aktivitetsniveau.

2024 blev endnu et år til rekordbøgerne på Skagen Havn. Landets største fiskerihavn kom nemlig ud af året med en rekordomsætning på 86,4 millioner kroner, mod den hidtidige rekord i 2023 på 81,8 millioner kroner. Det oplyser Skagen Havn i en pressemeddelse.

Den store fremgang i omsætningen kom også til udtryk på bundlinjen, hvor den nordjyske havn nåede et resultat på 26,9 millioner kroner, der kommer på baggrund af fremgang på de fleste forretningsområder, til stor tilfredshed hos havnens ledelse.

"Det er et meget tilfredsstillende resultat for 2024, der viser en stabil og stærk udvikling for havnen. Særligt positivt er det, at Skagen Havns likviditet vokser støt, netop det, er et fokusområde for Skagen Havns ledelse og bestyrelse," lyder det fra bestyrelsesleder for Skagen Havn, Niels Arnold Lund.

Udsigt til flere grønne tiltag

Skagen Havns forskellige forretningsområder driver hver for sig værdikæder, der breder sig udenfor bygrænsen. Mange aktører er involveret og har en betydelig værdiskabelse med baggrund i de aktiviteter, som finder sted på havnen.

"Det er glædeligt at Skagen Havn igen leverer et flot resultat. Det er virkelig positivt med de stærke værdikæder, der både skaber vækst og arbejdspladser. Det gælder direkte på havnen, i lokalområdet og sågar i hele Nordjylland," siger havnens direktør, Willy B. Hansen.

Også udsigterne for 2025 kalder Skagen Havn for 'lovende'. Her er det planen, at yderligere etablering af landstrømsfaciliteter skal færdiggøres, ligesom havnen varsler nye tiltag, der skal understøtte den grønne omstilling.

Det drejer sig blandt andet om det nye landstrømsanlæg til losning af pelagiske fiskefartøjer, samt to mobile landstrømsanlæg, der tages i drift i andet kvartal, ligesom arbejdet med etablering af landstrøm til krydstogtskibe efter planen bliver opstartet.

Skagen Havn beskæftiger til dagligt 25 medarbejdere.

Powered by Labrador CMS