Fiskeriministeren klippede snoren til nyt kontor i Nuuk

Fiskeriminister Jacob Jensen deltog i sidste uge i den officielle åbning af Fødevarestyrelsens nye kontor i Nuuk.
Danmark og Grønland har i mange år arbejdet tæt sammen om fødevarer og fiskeri, og det samarbejde skal nu styrkes med åbningen af Fødevarestyrelsens nye kontor i Nuuk. Derfor tog minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) i sidste uge til Grønland for blandt andet at deltage i åbningen. Det oplyser Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i en pressemeddelelse.
Besøget bød også på det første møde med Grønlands nye Naalakkersuisoq for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning Peter Borg (D), og foruden at hilse på hinanden satte de to mininistre ligeledes deres underskrifter på en rammeaftale for udveksling af medarbejdere mellem Grønland og Danmark inden for fødevare- og veterinærområdet.
"Jeg glæder mig over vores kontor i Nuuk. Det viser, at Danmark og Grønland rykker endnu tættere sammen i samarbejdet på fødevareområdet. Nu har vi også sat underskrifter på en aftale om udveksling af medarbejdere – eksempelvis dyrlæger inden for veterinærområdet. Det kan begge lande få nytte af. Også det vidner om det gode samarbejde," lyder det fra Jacob Jensen.
Drøftelser om eksport af fisk til Kina
Ministrene mødtes også for at drøfte den nye aftale om eksport af vildfanget fisk fra Danmark og Grønland til Kina.
Det er en aftale, som Jacob Jensen og repræsentanter fra Kina underskrev i slutningen af april 2025.
"Jeg har set frem til at mødes med min nye kollega Peter Borg og blandt andet drøfte aftalen, der gør det nemmere for danske og grønlandske virksomheder at eksportere vildtfanget fisk til Kina, som er et kæmpe marked. Fisk og skaldyr har overhalet grisekød som den største eksportvare til Kina. Derfor er jeg ikke i tvivl om, at den kan få stor betydning for dansk og grønlandsk fødevareeksport," siger Jacob Jensen.
Fiskeriministerens besøg i Grønland varede fra den 6. til den 9. maj.