Fisker, fiskeriminister og forretningsmand – Kent Kirk fylder 75

Kent Kirk. Foto: Morten Fauerby / MONTGOMERY
Kent Kirk.

Forhenværende fiskeriminister Kent Kirk fylder lørdag 75. Vi ser tilbage på en livsrejse præget af konstant iværksætteri, politisk kampånd og en dedikation til at gøre en forskel.

Publisert Sist oppdatert

Kent Kirk voksede op i et ægte fiskerhjem i Esbjerg, da havnebassinerne endnu var fyldt af blå trækuttere. Hans far var fiskeskipper, og hans færøske mor var datter af færøske fiskere, så Kent kom som det mest naturlige på havet allerede som 15-årig.

Som blot 21-årig købte han sin egen stålkutter og arbejdede sig snart op til at blive en af Esbjergs mest succesfulde fiskeskippere. Han blev dog snart involveret i fiskernes kamp for overlevelse og endte som veltalende talsmand for fiskerne. Det førte til, at han som kun 27-årig blev valgt som formand for Esbjerg Fiskeriforening – og gik i land.

Politikeren

Foreningsarbejdet vækkede snart fiskersønnens politiske interesse, og i 1979 blev han valgt ind i EF-parlamentet for De Konservative. Herfra kæmpede Kent Kirk ikke mindst fiskernes sag – en sag, der kulminerede, da han med skibet fyldt af journalister fra hele verden sejlede sin kutter ind bag de britiske fiskerigrænser, smed sit trawl og blev opbragt af den engelske flåde. Målet var at få EF-domstolens ord for, at briterne ikke kunne udelukke danske fiskere fra det fælles EF-hav. Aktionen og sagen, som Kent Kirk vandt, gjorde ham verdensberømt og banede indirekte vejen til Folketinget. Her blev han som 41-årig udpeget til fiskeriminister under Poul Schlüters anden regering i 1989.

Forretningsmanden

Sideløbende med sin politiske karriere – og det kendetegner fødselaren – stiftede Kent Kirk og to lokale iværksættere også det succesfulde vagtskibsrederi Esvagt, der begyndte som et omskolingsprojekt målrettet de mange fiskere, der som følge af fiskeriets krise, måtte gå i land.

Virksomheden, der stadig fungerer som vagt- og redningsskibe for vind- og olieindustrien og er en af Esbjerg store arbejdspladser, blev i 2015 solgt til en kapitalfond.

Kent Kirks lyst og evne til at drive forretning og skabe nyt sluttede dog ikke med salget af Esvagt.

I dag ejer og driver han en række virksomheder, herunder motor- og generatorvirksomheden Nordhavn Power Solutions, hvor også hans gamle ven, forhenværende vicestatsminister Bendt Bendtsen sidder i bestyrelsen.

I 2021 understregede Kent igen, at han er en pioner indenfor den maritime sektor. Det skete, da Nordhavn præsenterede branchen for en metanolmotor, der er et bæredygtigt alternativ til de traditionelle dieselmotorer.

Fiskeren og familiemennesket

Kent Kirks egen fortælling om sit liv og sin tid, kan læses i bogen ‘De Sidste Fiskere’, der er skrevet af nevøen Lars Bo Kirk i tæt samarbejde med Kent. Bogen udkom i 2021 og beskriver fiskeriet helt tilbage fra Kent Kirks bedsteforældre, der fiskede i åbne joller fra Vestkysten over fiskeriets storhedstid i 1970’erne og frem til i dag, hvor dansk fiskeri er fordelt på ganske få hænder.

Kent bor i dag i Espergærde med sin kone Ruth Kirk. En stor del af sin fritid bruger han på sine børnebørn, gerne i sommerhuset på enten Fanø eller i Frankrig.

Fødselsdagen den 26. august fejres på Fanø, hvor Kent Kirks søskende, deres børn og børnebørn hvert år samles til familieweekend.

Også fra FiskerBladet skal der lyde et hjertevarmt tillykke med dagen!

Illustreret tidende, 8/99: Fiskeskipper Kent Kirk gør V-tegn foran retten i Newcastle, efter sin anholdelse for at have overskredet den britiske, ulovligt indførte, 12 soemilesgraense med sin fiskekutter.
Powered by Labrador CMS