Fiskekutter i Nykøbing Mors ramt af eksplosion

Styrehuset blev sprunget af og en fisker måtte køres på Thisted Sygehus til tjek, da en fiskekutter på havnen i Nykøbing Mors lørdag eftermiddag blev ramt af en eksplosion.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 49-årig muslingefisker kom lørdag eftermiddag til skade, da hans fiskekutter blev ramt af en eksplosion, mens den lå på havnen i Nykøbing Mors. Det skriver TV2 Nord.

Manden blev efterfølgende kørt til tjek på sygehuset i Thisted, men foruden brandsår og diverse skader, så er han ikke er i kritisk tilstand.

Det er endnu uvist, hvad der forårsagede eksplosionen, der blandt andet betød, at hele fronten af styrehuset blev rykket af, men overfor TV Midtvest oplyser vagtchef for Midt- og Vestjyllands Politi, Anders Bøje Hansen, at fiskeren muligvis var ved at rense en brændstoftank, da eksplosionen skete.

"Vi hælder til, at han har været i gang med at rense tanken, og så har der været dampe, som der på en eller anden måde er gået ild i. Men alt det her skal undersøges nærmere," siger vagtchefen til mediet.

Både Søfartsstyrelsen og Arbejdstilsynet er blevet underrettet om ulykken, ligesom politiet vil finde ud af, om også Havarikommissionen vil se nærmere på den.

Powered by Labrador CMS