Regler for fiskeri med to fangstposer

Fiskeristyrelsen har udsendt følgende meddelelse med oplysninger om reglerne for fiskeri med to fangstposer i danske farvande.

Publisert

Fiskeri med to fangstposer på et trawl er tilladt i dansk farvand. Et trawl påmonteret to fangstposer kan lovligt anvendes i den danske del af Skagerrak og Kattegat. Ligeledes er det tilladt at montere en excluder i trawlet, der alene fordeler fangsten til de to fangstposer.

Der er gennemført et forsøgsfiskeri med et lignende redskab, som viste gode selekteringsresultater, og erhvervet har derfor haft et ønske om at få indført forsøgsredskabet i fiskeriet. Da indførelse af et forsøgsredskab er en længere proces, har erhvervet ønsket en afklaring af, om et lignende redskab kan indføres.

Redskabet er et trawl påmonteret to fangstposer, der efter reglerne i reguleringsbekendtgørelsen kan anvendes i Skagerrak og Kattegat.

Excluderen, som kan monteres i trawlet, må ikke mindske maskerne noget sted i redskabet og må alene være monteret til at opdele fangsten til de to fangstposer.

Fiskeristyrelsen oplyser, at trawlet med to fangstposer kan indføres i fiskeriet og benyttes straks, men at det dog skal bemærkes, at det indtil videre kun er tilladt i den danske del af Skagerrak og Kattegat.

Fiskeristyrelsen arbejder på en afklaring med Sverige og Norge om anvendelsen af redskabet, i deres farvande.

Powered by Labrador CMS