Fiskerikontrollen sikrer stor fangst af ulovlige redskaber i Nordsøen

Fiskeristyrelsens kontrolskib Nordsøen har været på patrulje i Nordsøen.

Under en rutinemæssig kontrol af to fiskefartøjer konfiskerede Fiskerikontrollen ulovlige redskaber og fangst til en værdi af cirka 800.000 kroner.

Offentliggjort Sidst opdateret

Om Fiskerikontrollen

Fiskeristyrelsens kontrol til søs omfatter blandt andet kontrol af fiskeredskaber, fangst, tilladelser, logbog og af, om fiskeriet foregår i et område, hvor det er lovligt at fiske.

Fiskeristyrelsens kontrolskib Nordsøen fik sig en særdeles stor fangst, unden en rutinemæssig kontrol af to fiskefartøjer i Nordsøen. Her fandt kontrollører nemlig ulovlige redskaber, der i begge tilfælde medførte krav om bøde samt værdikonfiskation af fangst og redskaber til en samlet værdi på cirka 800.000 kroner. Det oplyser Fiskeristyrelsen i en pressemeddelelse.

I det første tilfælde kunne fiskerikontrollørerne konstatere, at fiskefartøjet fiskede med to fangstposer, hvoraf den ene var ulovlig. Tykkelsen på trådene i den ulovlige fangstpose var for stor, og både fangstposen og fangsten, der primært bestod af rødspætter, blev derfor værdikonfiskeret.

I det andet tilfælde, hvor der blev fisket efter primært jomfruhummer og rødspætte, konstaterede fiskerikontrollørerne, at tre ud af fiskefartøjets fire fangstposer var ulovlige. Her drejede overtrædelsen sig om størrelsen på maskerne i sorteringsvinduerne.

"Der er klare regler for, hvor tyk tråden i fangstposen må være. Jo tykkere tråden er, jo sværere er det for fisk under mindstemålet at undslippe. Det samme gælder for størrelsen på sorteringsvinduerne, hvor for små masker gør det sværere for fisk under mindstemålet at undslippe. Reglerne er til for at beskytte de små fisk, der skal vokse sig store," forklarer skibsfører fra fiskerikontrolskibet Nordsøen, Jesper Bech Eiersted.

Fiskeristyrelsen forventer efter afslutning på sagsbehandlingen at anmelde sagerne til politiet med krav om bøde for ulovligt fiskeri samt værdikonfiskation af de ulovlige redskaber og fangster. Herefter er det op til domstolen at afgøre sagerne endeligt.

Powered by Labrador CMS