Læger uden Grænser klager over italiensk lov
Fem NGO’er har indsendt en klage til Europa-Kommissionen over en italiensk lov, der giver myndighederne ret til at henvise NGO’ers redningsskibe til havne, som ligger langt væk fra redningsstedet. Længere tid på havet forværrer de overlevendes lidelser.
Fem ikke-statslige organisationer (NGO’er) Læger uden Grænser, Oxfam Italia, SOS Humanity, Association for Juridical Studies on Immigration (ASGI) og Emergency har nu indgivet en formel klage til Europa-Kommissionen. Det oplyser Læger uden Grænser i en pressemeddelelse.
Ifølge NGO’erne strider den nye italienske lov nemlig mod EU-lovgivning og de forpligtelser, som EU-medlemslande har under international lov, når det kommer til redningsarbejde til søs.
– EU-Kommissionen skal beskytte EU-traktater, og kommissionen skal sørge for, at medlemslandene respekterer både international og EU-lovgivning,” siger Giulia Capitani, Oxfam Italien’s migrationspolitiske rådgiver.
– Kommissionen burde opretholde og beskytte menneskers fundamentale rettigheder i hele Europa, men i stedet udfylder NGO’erne det skamfulde tomrum på havet, som EU’s medlemslande efterlader. I stedet for at forhindre NGO’ernes arbejde burde medlemslandene oprette et ordentligt redningssystem på havet, siger Giulia Capitani.
I januar 2023 introducerede Italien et nyt dekret, senere indført som lov i marts. Loven (Law 15/2023) forhindrer NGO-drevne redningsskibe i at foretage mere end én redningsmission ad gangen.
Loven kræver nemlig, at redningsskibene sejler direkte mod en bestemt havn, som er udvalgt af myndighederne, efter hver redningsaktion.
Det betyder, at NGO’erne ikke må assistere andre både på deres vej, selvom de er i havsnød.
Redningsskibe bliver sendt på unødvendigt lange rejser
Ifølge NGO’erne har det siden december 2022 været normal praksis for de italienske myndigheder at udpege havne, som ligger uhensigtsmæssigt langt væk fra redningsstedet – også selvom denne detalje ikke står nedskrevet i loven.
Redningsskibe bliver ofte sendt til havne i den nordlige del af Italien, selvom en redningsmission har fundet sted i den sydlige del af landet. Dette er havne, der typisk ligger mere en 1.000 kilometer væk fra, hvor redningsaktionen fandt sted.
Med den forlængede rejsetid bliver skibenes tilstedeværelse i redningszonerne dermed indskrænket.
De fem NGO’er bag klagen, udtrykker, at kombinationen af disse foranstaltninger opsætter uberettigede forhindringer for NGO’ers redningsarbejde, og det begrænser organisationernes mulighed for at redde liv på havet.
– Hver dag, vi ikke kan være i redningszonen, risikerer mennesker at miste livet. Om det så er fordi, vi tilbageholdes eller er tvunget til at sejle mod en havn langt væk, siger Djoen Besselink, som leder Læger uden Grænsers indsats på Middelhavet og fortsætter:
– Loven er rettet mod NGO’er, men prisen betales af de mennesker, som ender i havsnød på flugt over Middelhavet.
Læger uden Grænser på Middelhavet:
Læger uden Grænser har været en del af redningsindsatsen på Middelhavet siden 2015 og reddet omkring 90.000 mennesker i havsnød. Siden maj 2021 har Læger uden Grænser haft deres eget redningsskib, Geo Barents, som har reddet mere end 8.100 mennesker på to år.
The post Læger uden Grænser klager over italiensk lov first appeared on Maritime Direct.