Ny rapport: Iltsvind blev forværret i november

Arkivfoto: Miljøstyrelsen

Flere steder i de danske farvande blev iltsvindet forværret fra oktober til den første del af november. ‘Det er foruroligende, at vi ser øget iltsvind så sent på sæsonen,’ lyder det fra miljøminister Magnus Heunicke.

Publisert Sist oppdatert

Der skete en forværring af iltsvindet i de danske farvande og fjorde fra oktober til den første del af november. Det viser en ny rapport fra Aarhus Universitet ifølge Miljøministeriet.

Efter stormfloden, som ramte Danmark i oktober, skete der i første omgang en markant forbedring af iltsvindet, men de rolige vindforhold øgede i første halvdel af november forekomsten af iltsvind i en række områder.

“Det er foruroligende, at vi ser øget iltsvind så sent på sæsonen. Der er et vidnesbyrd om det pres på havmiljøet, som eskalerede i september, hvor vi så det værste iltsvind i 20 år. Derfor skal vi have tempoet op i forhold til de virkemidler, som vi ved har stor effekt. Det gælder ikke mindst udtagning af lavbundsjorde,” lyder det fra miljøminister Magnus Heunicke.

I midten af november var et område på 5.200 kvadratkilometer ramt af lavt iltindhold. Det svarer til Fyn, Lolland-Falster og Langeland tilsammen. Det område, som var ramt af lavt iltindhold, var dobbelt så stort som i oktober, men den tiltagende blæst fra midten af november, har dog gjort, at iltsvindet nu er på niveau.

Der er nu iltsvind tilbage i de dybeste dele af det sydlige Lillebælt. Herudover er områder i Mariager Fjord og øst for Bornholm mere eller mindre permanent ramt af iltsvind. Området omkring Bornholm er dog et område, der naturligt oplever mere eller mindre permanent iltsvind.

Rapporten fra Aarhus Universitet, som baserer sig på målingerne foretaget fra 27. oktober – 22. november, er årets fjerde og sidste. Miljøstyrelsen fortsætter med at overvåge iltsvindet til det er helt væk.

Akutpakke skal hjælpe presset havmiljø

Havmiljøet i de danske fjorde og nære kyster er presset. I sommer blev målt det højeste iltsvind i mere end 20 år.

Regeringen har derfor sammen med aftalepartierne bag finansloven for 2024 afsat 405 millioner kroner til at forbedre havmiljøet. Det skal ske gennem en styrket indsats for at udtage lavbundsjorde og mindske udledning af kvælstof fra landbruget.

I løbet af de kommende uger indkalder miljøminister Magnus Heunicke partierne bag finanslovsaftalen for at aftale rammerne for akutpakken.

Powered by Labrador CMS