Nyt projekt skal teste metanol i fiskeriet

Henrik Nielsen fra Foreningen Muslingeerhvervet (t.v.), Henrik Amdisen fra Hanstholm Fiskeriforening og lektor Jens Brusgaard Vestergaard (t.h.) fra Aarhus Universitet foran fartøjet M/S Limfjorden.

Et pilotprojekt skal afdække mulighederne for at omdanne eksisterende fiskerifartøjer til CO2-neutral drift på metanol.

Publisert

Brugen af metanol som brændstof i den internationale skibsfart er i rivende udvikling, og nu skal et nyt udviklingsprojekt, støttet af EU og Fiskeristyrelsen, afdække mulighederne for, om fiskeriet kan gå samme vej.

Projektet, som går under navnet 'Metanol i Fiskeriet', er dermed endnu et i rækken af skridt, som den maritime branche tager for at gå bæredygtigheden i møde. Det skriver Aarhus Universitet Technical Sciences i en pressemeddelelse.

"Fiskeriet er presset af den grønne omstilling, og branchen har allerede gennemført tiltag for at nedbringe CO2-emissioner. Næste skridt er motoren og brændstoffet, hvor vi virkelig ser en mulighed for at reducere branchens klimaaftryk, og derfor starter vi nu dette projekt op, der har potentiale til at nedbringe fiskeriets udledninger markant," lyder det fra lektor Jens Brusgaard Vestergaard fra Aarhus Universitets Institut for Mekanik og Produktion, der leder projektet.

Shippingbranchen skaber infrastrukturen

'Metanol i Fiskeriet' kommer kun måneder efter, at A.P. Møller - Maersk i september 2023 kunne tage verdens første metanoldrevne containerskib, Laura Mærsk, i brug, og at det danske rederi - og flere andre maritime mastodonter - har kastet kærligheden på metanol har sat skub i udviklingen af det mere klimavenlige brændstof.

Lektor Jens Brusgaard Vestergaard.

"Tiden er inde nu, for hvis shippingbranchen virkelig satser på metanol, så bliver der sat skub i udviklingen. Det skaber en infrastruktur for grøn metanol i stor skala, der sikrer forsyningssikkerhed og et prisrealistisk alternativ til diesel, og derfor er det nu, vi skal op i gear for at vise, at eksisterende fiskerifartøjer kan ombygges til CO2-neutral drift på metanol, så vi ikke pludselig står med en stor afgiftspost, der kunne være undgået.”

Pilotprojektet skal konkret afprøves på fiskefartøjet M/S Limfjorden, som er et mellemstort fartøj på cirka 350 HK. Fartøjet repræsenterer hovedparten af den danske fiskerflåde og bliver ombygget til ren metanoldrift. Ombygningen omfatter nye brændstoftanke og brændstofrør, forskellige tiltag til forebyggelse af eksplosionsfare og større tank.

'Metanol i Fiskeriet' havde projektstart i januar 2024.

Powered by Labrador CMS